Interessante Grand Prix debutanter

17-11-2012 22:18

Britt Carlsen

I aftenens Grand Prix dressur ved Blue Hors Dressur Festival på Vilhelmsborg var der flere debuter og nye Grand Prix ekvipager men det gav en særdeles seværdig klasse

15 ryttere mødtes her til aften i Grand Prix dressur på Vilhelmsborg ved Blue Hors Dressur Festival. Det blev en særdeles seværdig klasse ikke mindst fordi den gav debut til flere ekvipager og at der blandt deltagerne var flere nye Grand Prix ekvipager. Det var blot anden gang Nanna Skodborg Merrald red Grand Prix på Millibar, men hestens gode grundkvalitet kombineret med et sikkert galopprogram og en meget flot og udtryksfuld passage gav dem sejren med 70,426% foran Grand Prix debutanten Maik Kohlschmidt og Gredstedgårds Casmir. Maik klarede opgaven godt, det er bestemt ikke let at overtage en tidligere landsholdshest, men Maik fik vist Casmir godt med flere gode momenter i klassen og det blev honoreret med 69,22%. Thomas Sigtenbjerggaard red Nintendo ind på tredjepladsen med 65,532% foran Rikke Dupont og Dejavu, der også var blandt de nye ekvipager i Grand Prix-klassen, og de opnåede 64,894%. Selvom det ud af resultatlisten godt kan synes som om flere ryttere havde problemer med at nå kravene i klassen, så kunne de, der var til stede i hallen konstatere ved selvsyn, at flere af ekvipagerne viste mange gode momenter, men spændthed, lidt usikkerhed og nervøsitet kostede i det samlede indtryk og på pointkontoen.

Links

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen