Werth distancerer sig i Neumünster

16-02-2008 11:54
I lørdag formiddags Grand Prix ved CDI-W stævnet i Neumünster tog tyske Isabell Werth sig ikke uventet af sejren i samarbejde med Warum Nicht. Det blev til gode placeringer til Nathalie og Andreas fra Danmark og Nathalie kom over de magiske 70%.

Isabell Werths overlegne sejr med 75,208% kom næppe som en overraskelse for nogen med kendskab til international dressursport. Isabell Werth rangerer som nr. 2 og 3 på verdensranglisten for 2007 med sine to vallakker Satchmo og Warum Nicht. Idag var det sidste års World Cup-vinder, Warum Nicht, der hjalp den tyske rytter til sejr. Set med danske øjne var der i klassen alligevel positive overraskelser, idet begge danske ryttere, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Andreas Helgstrand, placerede sig foran virkeligt stærke ryttere som Jan Brink, Kyra Kyrklund og Hubertus Schmidt, der alle tre red deres tophest. Hurra for Nathalie! Sjældent har nogen dansk rytter før hende vist så stabil ridning og konsekvente resultater med flere heste, som Nathalie har gjort det de seneste år og hendes start på 2008 er mere end lovende. At hestene er hjemmeavlede og uddannet af prinsessen selv er blot med til at sætte hendes meritter i endnu stærkere relief.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner