Vibeke Mortensen
Kai Schibler fyldte 88 i december, men han er stadig frisk og stadig aktiv rytter – dog har han ikke sprunget de sidste 5 år. For 30 år siden var Kai holdleder for de danske ponyryttere ved det første nordiske mesterskab for ponyer, hvor Danmark stillede med 10 ekvipager i military.
Skrev sammen på facebook
I anledning af 30 års dagen havde rytterne skrevet sammen på facebook, for at arrangere et besøg hos Kai, desværre var det kun de 4 af de 10 ryttere, der kunne komme med. De fire ryttere bestemte sig for at overraske Kai og hans kone Birthe, med et uventet besøg. Det faldt i god jord hos Kai Schibler, der altid har gjort meget, både som holdleder og for ridesporten generelt.
Helle Nørregard fortæller
- Det var dejligt at gense Kai og de øvrige ”gamle” ponyryttere. Vi fik talt om gamle dage og om hvor god en holdleder Kai var. Vi husker alle, at Kai måtte sove på bænken i gymnastiksalens omklædningsrum, fordi vi piger havde taget alle madrasserne. Kai har udrettet meget indenfor ridesporten. Når han siger ja til noget, så går han helhjertet ind i det – og man kan stole på Kai.
Stævneleder og banebygger
Kai er en af dansk ridesports store profiler og derfor æresmedlem i Dansk Ride Forbund. Han har sammen med sin hustru Birthe, som var springdommer, ydet en kæmpe indsats for dansk ridesport. Kai har fungeret både som dressurdommer og TD’er. Ligeledes har han været stævneleder og banebygger ved rigtig mange military stævner. Han byggede sammen med Per Fogh, terrænbanen i Kørup Enge, ved Horsens, hvor der har været afholdt mange stævner, blandt andet EM i 1981. Det var et kæmpe stævne med 20.000 publikummer fra både ind- og udland. Bortset fra EM i Herning sidste år, så husker Helle Nørregaard Langhoff ikke et andet stævne herhjemme med ligeså stor opbakning. Kai har også stået for opbygning af mange andre military baner, blandt andet også hos hans datter og svigersøn på Skårup Overgård ved Skanderborg.
VM i handicapridning
Da Vilhelmsborg i 1999 sammen med Dansk Handicap Forbund skulle afvikle verdensmesterskaberne i handicapridning, var det Kai der trak det tunge læs, med at udvælge de cirka 200 heste, der skulle anvendes til konkurrencerne. Efter sigende afprøvede han hver eneste hest, plus det store antal, som ikke kunne bestod prøven. Valget af de rigtige heste var af væsentlig betydning for stævnets succes.
De ryttere der besøgte Kai var
Bente Johannesen (red på Fleur)
Helle Nørregaard (red på Elanitás Rimba)
Henriette Eriksen (red på Musse)
Kirsten Bie (red på Therese)
De øvrige ryttere (og ponyer) var
Mette Espersen/ El Azim
Tina Olsen/ Regal
Charlotte Iversen/ Balkis
Mette Gerløff/ Love Affair
Susanne Bang/ King
Gitte Hansen/ Coxman