EM-besøg på Blue Hors

24-08-2013 17:06
Avl

En delegation på omkring 140 internationale besøgende fra EM-stævnet i Herning - journalister, fotografer, dommere og ryttere - besøgte Blue Hors i formiddag i det smukke sensommervejr

En af de mange side events ved Blue Hors FEI Europamesterskab i Dressur i Herning var en guided tur til Blue Hors, der er sponsor af EM i dressur. Der var utrolig stor interesse for arrangementet, der gjaldt den akkrediterede presse, ryttere og officials. To fulde busser og en række private biler tog turen for at se stedets hingste og det store byggeprojekt.

Gæsterne, der talte alle de internationale dressurdommeren, hele det bronzevindende engelske landshold samt flere andre deltagende dressurryttere, blev på gårdspladsen uden for hingstestalden præsenteret for Blue Hors-hingstene Don Olymbrio, Valenciano, Edelman, Erlando, First Choice, Zee Me Blue, Zatchmo, Zack, Hotline og Don Schufro. Blandt de besøgende var også mange kendte avlere fra bl.a. Holland, Tyskland og England, og her var både ejerne af Valegro, opdrætterne af Valegro og ejeren af Valegros helsøster m.fl.

Efter inspektion af de betagende hingste, der strålede i augustsolen fik grupppen en rundvisning i hingstestalden og rundt omkring det nye byggeri med ridehestestalde og hoppestalde, hvorefter alle blev fotograferet foran bronzestatuen af Don Schufro og sluttede af med forfriskninger i den smukke nye opvisningshal. Opladet med masser af gode intryk blev der i busserne på tilbagevejen entusiastisk diskuteret dressurheste - i avl og sport.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner