Ny blogger til Ridehesten Junior

10-08-2018 19:37

Johanne Jensen

Byd en ny blogger til Ridehesten Junior velkommen. Johanne og hendes pony Aurora har netop repræsenteret Danmark ved Nordisk Mesterskab i Drammen

Nyheden fortsætter efter annoncen

Jeg har haft en meget travl og spændende sommer. I maj blev jeg nemlig udtaget til at skulle ride Nordisk Mesterskab i Drammen i Norge på min kategori to pony Aurora A. Da min mor skrev en besked til mig i skolen om, at Jette havde udtaget mig, blev jeg så glad, at jeg hoppede op og gav min bedste veninde det største kram.

Stor kasse med nyt udstyr
Jeg fik en kæmpe kasse med udstyr, tæppe, hut og underlag med flag, som jeg skulle ride med i Norge. Vi fik ens ridejakker, men min var alt for stor, så den blev syet ind, før vi rejste.

Jeg var meget spændt på færgeturen og lidt bange for om Aurora kunne klare den lange rejse, eller om hun ville blive bange, men det gik så fint. Vi fik lov til at gå ned til ponyerne én gang i timen, så vi fulgtes ad derned alle sammen, og de var helt rolige.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dagen efter skulle ponyerne i Vet check. Jette fortalte os, hvordan vi skulle trække dem, for det havde vi jo ikke prøvet før. Heldigvis gik alle de danske ponyer igennem. Dagen efter gik konkurrencen i gang. Første klasse var en opvarmningsklasse. Jeg var så nervøs, at jeg kastede op inde i programmet, men heldigvis er Aurora en kæmpe kammerat, så hun gik bare videre og vi gennemførte. På andendagen skulle vi ride PRT, det var holdkonkurrencen, det gik rigtig fint for os alle, og vi fik sølv. Etterponyerne fik guld og Jette og Rigmor roste os alle sammen. Vi fejrede det med sodavand og chips i stalden. Det var mega sejt at ride ind på det store ridestadion og få medaljer.
Den sidste dag skulle vi ride PRM. Det var den individuelle konkurrence. Lige da jeg red forbi dommertårnet var der nogle fugle, som kom op at slås i et træ, så Aurora blev meget bange. Hun hoppede rundt, og det ødelagde en del af programmet, men vi endte på en syvendeplads. To af de andre danske kat. II ponyer fik medaljer, så det var rigtig flot.

At få lov at ride på landsholdet er den største oplevelse, jeg har haft med min pony, og nu arbejder vi hårdt med at træne frem til DM om to uger.

Mange hilsener Johanne

Info

Om Johanne

Jeg hedder Johanne Kofod Jensen.
Jeg er 13 år gammel og bor i Stepping, som er en lille by mellem Kolding og Haderslev. Her bor jeg sammen med min mor og far min lillesøster og mine tre brødre. Jeg har to ponyer. Aurora A det er en kat to pony, som jeg rider landsstævner på og Constantin´s Lady, som er en kat et pony. Hun har ret meget temperament, så vi øver os stadig på at ride stævner sammen. Jeg skal starte i 7. klasse efter sommerferien på Christiansfeld Skole. Jeg elsker mine ponyer, mine veninder, min familie og at dyrke sport.
I maj måned i år blev jeg udtaget til at ride på landsholdet for kat to ponyer.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner