Første stævne med Frida

27-07-2020 13:07

Johanne Kofod Jensen

Så kom endelig weekenden, hvor jeg skulle starte mit første stævne på Frida. Vi havde meldt i MB1 og MB2, da det er de klasser, som jeg skal bruge som juniorrytter. Jeg havde forberedt MB1 ved at være til programtræning, og det skulle vise sig at det være en god idé

Vi kørte til Fyn, hvor vi skulle ride stævnet. Pga. Corona skulle vi helst ikke komme for tidligt. Det var mega varmt den dag, så vi ventede ved traileren indtil det blev tid til at sadle op. Både min mor og far var taget med for at hjælpe, fordi det var første gang, og hun jo er noget større end de ponyer, som jeg er vant til. Jeg gik på opvarmningen ca. en halv time før, og hun var virkelig fin. Vi plejer altid at tage gamacherne af når rytteren før mig går på banen og i det øjeblik var det som om Frida lige voksede lidt og gjorde sig klar, det var så sjovt at mærke, hvordan hun ligesom nød at skulle til stævne og vise sig frem.

Da vi red ind på banen og dommeren fløjtede gjorde hun det igen, som om hun lige fik et ekstra gear. Vi havde en super god tur, red 70,2% og fik en tredjeplads. Om søndagen skulle vi ride MB2. Det var ikke et program, som jeg havde haft tid til at træne så meget, faktisk havde jeg ikke redet det igennem før, men jeg ville gerne se om jeg kunne nå at blive B-ekvipage før sommerferien, så vi tog chancen og red alligevel. Vi red 65% og fik vores B-kvalifikation, så det var jeg mega glad for, men inden næste gang vil jeg dog lige træne det lidt bedre, så jeg kan ride med et større overskud.

Jeg elsker at være kommet på hest og kan virkelig anbefale til alle ponyryttere at fortsætte. Der er så mange sjove udfordringer. Selvfølgelig er det også svært mange gange. Jeg skal især være meget opmærksom på om min vægt og mine hjælpere er præcise nok på Frida, da hun er meget sensitiv, men det er jo kun en god ting.

Siden sidst har jeg også holdt konfirmation. Det var en helt fantastisk dag, som jeg havde glædet mig utroligt meget til. Solen skinnede og hele min familie og mine veninder var med. Auroras ejere var så søde at komme ned med hende, så vi kunne få taget billeder på dagen, det blev jeg meget glad for, da hun har en helt særlig plads i mit hjerte. 

Ellers går sommeren med at træne og undervise. De fleste dage rider jeg en 4-5 heste og ponyer, så benene er godt trætte, når det bliver aften, men det er jo den bedste måde at tilbringe sin ferie på.

Håber I nyder sommeren.

Kærlig hilsen

Johanne

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner