Annika Knudsen Lorentsen
Ponyen Bailando TT e. FS Mr. Right/Bonansa, var tæt på at lide en meget trist skæbne, det fortæller nuværende ejer Johanne Kofod Jensen, som deler historien om, hvordan han endte hos hende, og hvordan han skæbne gik fra en livstruende tilstand til nu at være aktiv i sporten.
– Da jeg blev student i sommers ledte jeg efter en pony med potentiale, som jeg kunne uddanne i mit sabbatår. Jeg har tidligere haft held med at lave gode pony, f.eks. Stallone, som er blevet dansk mester for kategori 3 og Aurora, som stadig går i sporten på topplan, forklarer Johanne og fortsætter:
– Mit blik faldt på en annonce i Den Blå Avis, hvor der var en lille palominofarvet sportsponyhingst efter FS Mr. Right til salg.
Ukendte gerningsmænd lykkedes heldigvis ikke
– Han var den skønneste lille pony, da vi var oppe og se ham, men det viste sig, at han tidligere har været offer for, at ukendte gerningsmænd, havde forsøgt at slå ham ihjel ved at skære halsen over på han. Heldigvis havde ejeren handlet hurtigt og fået fat i en dygtig dyrlæge, og sammen havde de reddet hans liv, forklarer Johanne og fortsætter:
– Såret var helet fint op, og dyrlægen mente ikke, at det ville give problemer ved tilridningen, så vi besluttede at købe ham og give det et forsøg.
Har indtaget konkurrencebanerne
Johanne fik ham hjem og gik i gang med tilridningen, som på mange måder gik planmæssigt, men også viste, at ponyen havde været igennem noget slemt.
– Når jeg arbejder med heste og ponyer, gør jeg det aldrig med tvang eller magt, men med stemme, sæde og schenkel. Selvom han tog mange ting roligt, så viste det sig, at der var et traume i ham. Det han havde været udsat for, havde sat sig i kroppen på ham, og små ting som opstigning eller en anderledes skammel, kunne udløse panikanfald, forklarer Johanne og fortsætter:
– Jeg kontaktede tidligere ejer og fik nogle gode fif til jordarbejde med lyde, som har båret frugt. Min lillesøster har nu debuteret ham i LA, og han bliver bedre og bedre for hver gang. Han er gået fra at være tæt på at dø til nu at være en børnepony, der er aktiv på konkurrencebanerne. Jeg glæder mig til, ved hjælp af Ridehestens salgsside at finde en rigtig god familie til ham, hvor der er en dygtig lille rytter, der kan udnytte hans store kvalitet. Så kan jeg forhåbentligt følge ham på konkurrencebanerne mange år frem.