Britt Carlsen
Banebygger Bo Bak Andersen havde udfordret ryttere og heste i 6-års finalen i Dansk Ride Forbunds springchampionater ved JBK-stævnet i Odense,og det kostede nedslag. En del af hestene i feltet på 16 virkede lidt matte i dagens konkurrence, og derfor blev der blot tre fejfrie ryttere i hovedspringningen. Klart bedst efter hovedspringingen var Sofie Bøgelund og den super velspringende Volstrups Cash e. Volstrups Casillas opdr. Stutteri Volstrup. Den kårede hingst imponerede med stor kapacitet og stor galopformåen og de opnåede 8,8 points og dermed højeste stilpoints. I omspringningen var de sidste ekvipage og de så ud til at kunne ride sig i en vinderpositon, men på det lange stærk ned mod sidste, store oxer begyndte Sofie Bøgelund at korrigere og samle Volsturps Cash og det gav lige den smule uro, som kostede et let nedslag på sidste forhindring, og de måtte tage til takke med fjerdepladsen.
Vinder blev den New Zealandske landsholdsrytter Bruce Goodin og Castello Sem e. Cajus/Charmeur opdrættet af Esben Pedersen. Bruce fik stor ros for sin flotte ridning i hovespringningen, hvor hest og rytter udtrykte ro og overblik, men desværre fik de et let nedslag, Det fik parret ikke i omspringningen, hvor Castello Sem sprang rationelt, hurtigt og forsigtigt og de stoppede tiden på 35,16 sekunder, og det var der ingen som kunne matche. Bruce Goodin rider for Kartni og Glen Nielsen, Riders Cup, som vi potræterede i Ridehestens juli-nummer.
Det var Kirstin Skjoldshøj og Toftehøjs Camara e. Camargue opdr. Berit Jensen som kom ind på andenpladsen efter et fejlfrit ridt, hvor Kirsten fik redet i et særdeles godt grundtempo, hele tiden under kontrol og Toftehøjs Camara svarede ved at springe stort, kraftfuldt og sikkert banen rundt. Tiden var 36,9.
Den tredje fejlfrie rytter i finalen Rikke Vingborg havde redet en super runde i hovedspringningen, som hun fik stor ros for på Rayon De Soleil e. Hogwart og samme flotte ridt gentog hun i omspringningen, hvor tiden 41,12 gav hende tredjepladsen.
Se resultatet af klassen her.