Mille Albinus Hjermitslev
Fra onsdag den 27. september til søndag den 1. oktober løber FEI Nations Cup-finalen 2023 af stablen. 19 nationer og 86 atleter er til start, mens Nations Cup-trofæet skal uddeles til én af de 15 nationer, der er kvalificeret til finalen.
Første runde af finalen finder sted torsdag klokken 14:00. Lørdag aften klokken 21:00 er der "Challenge Cup" for de hold, der ikke gik videre fra torsdag. Søndag klokken 15:00 kulminerer årets Nations Cup med finalerunden for de otte bedste nationer, hvorefter de endelige vindere hædres.
Udover det prestigefyldte trofæ, er der også en kvalifikationsplads til OL i 2024 på spil for de nationer, der endnu ikke er kvalificeret.
De nationer der kæmper om en OL-billet er: Argentina, Brasilien, Italien, Mexico, USA og Usbekistan.
De resterende nationer i finalen er: Australien, Belgien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Irland, Holland, Spanien og Schweiz.
Sidste års vindere fra Belgien skal forsøge om de kan tage sejren to år i træk. Tre af medlemmerne fra sidste års vinderhold er at finde på holdet igen: Koen Vereecke, Gregory Whatelet og Gilles Thomas.
De får dog kamp til stregen af mange andre stærke hold. Blandt andet stiller USA, der også jagter en OL-billet, med et - som altid - stærkt hold. Schweiz stiller med den altid farlige duo, der hedder Steve Guerdat og Martin Fuchs. Frankrig stiller med EM-bronzevinder og nummer to på verdensranglisten, Julien Epaillard, der blot er én ud af hele syv ryttere fra verdensranglistens top-10, der er til start i Barcelona.