Dansk sejr i EY Cup-finalen

09-12-2024 12:15

Ved det store, internationale stævne i østrigske Salzburg har der i denne weekend været afviklet EY Cup-finale, hvor danskerne endnu en gang har vist fremragende figur. I går var ingen undtagelse, da Laura Baaring Kjærgaard red sejren hjem til dansk side

Copyright Ridehesten.com
Danske Laura Baaring Kjærgaard og Clair red en suveræn sejr hjem i gårsdagens EY Cup-finale. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Både senior- og U25-springrytterne har gjort vanvittigt god figur ved det store, internationale stævne i østrigske Salzburg i denne weekend, hvor det er blevet til flere topplaceringer. Hele weekenden har der været gang i messehallerne med springning og dressur på højt niveau. Danmark er flot repræsenteret i begge discipliner, hvor særligt to unge U25-springryttere har gjort sig bemærket i toppen af placeringerne. I går kulminerede stævnet i EY Cup-finalen, hvor sejren gik til dansk side for andet år i streg. 

Fakta
European Youngster Cup

EY Cup er at regne for U25-rytternes EM, og rytterne kvalificerer sig gennem 19 kvalifikationsstævner i løbet af året med en "Masters"-finale i Salzburg hvert år i december.

Kun vinderne af en kvalifikation til et CSI-stævne har adgang til finalen i Salzburg samt den forsvarende mester fra foregående år. Det er med andre ord et særdeles potent og kompetent startfelt med store dele af den europæiske U25-springelite, der i disse dage mødes i Østrig. I Salzburg afgøres finalen med en kvalifikation, som går i 145 cm højde og en Grand Prix i 150 cm.

Fold up

I denne weekend har der været dansk deltagelse fra både Laura Baaring Kjærgaard og sidste års vinder af EY Cup-finalen, Victoria Sophia Hjorth-Madsen. Fredag og lørdag lagde de allerede sikkert fra start med flotte topplaceringer i kvalifikationsklassen, hvor sejren gik til den altid stærke svensker, Selma Hammarström

Copyright Ridehesten.com
Svenske Selma Hammarström var favorit efter sejren i kvalifikationsklassen men fik 8 fejl i finalen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

I går, søndag, skulle finalen så afgøres. Her var 17 ekvipager til start i en meget svær Grand Prix-klasse, hvor forhindringernes højde lød på 150 cm. Klassen forløb således, at hvis der var flere ryttere fejlfrie efter første runde, skulle finalen afgøres i en omspringning. Første dansker ud var Laura Baaring Kjærgaard, som i kvalifikationsklassen red en suveræn flot andenplads hjem på den 10-årige hoppe Claire e. Casalito/ Balou du Rouet. Laura og Clair red på banen som start nummer tre, og sikrede sig klassens første fejlfrie runde, og dermed et suverænt dansk udlæg på den svære bane. 

Der var en enkelt linje, som var lidt svær i finalen. Det var til mit held, den lå nemlig virkelig godt til mig, da min hest har en meget stor galop, og det var en ret lang afstand, fortæller Laura efter gårsdagens finale. 

Copyright Ridehesten.com
Laura Baaring Kjærgaard og Clair sikrede sig finalens første og eneste fejlfrie runde. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Allerede som start nummer otte skulle næste danske rytter på banen, den forsvarende mester, Victoria Sophia Hjorth-Madsen på den 12-årige DV-vallak Catwalk V e. Cosmeo/ Heartbeat (opdr. Sally-Ann Hjort Schultz), som red en flot fjerdeplads hjem i kvalifikationsklassen. Desværre røg tre bomme på den udfordrende bane, og parret endte derfor med 12 fejl i finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Sidste års vinder, Victoria Sophia Hjorth-Madsen og Catwalk V sluttede desværre med 12 fejl i finalen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Da klassens sidste ekvipage havde forladt banen og klassen dermed var slut, var danske Laura Baaring Kjærgaard og Claire den eneste ekvipage, der havde formået at ride fejlfrit i første runde af finalen, og dermed var sejren altså deres

Hun sprang vanvittigt godt! Jeg er ikke jordens hurtigste, så det passede mig fint, at vi ikke skulle i omspringning, men at jeg kunne vinde på at være eneste fejlfri. Det var virkelig en vildt god stemning, mega fed arena men også en udfordrende arena. Den minder rigtig meget om Herning med messer og en masse mennesker, fortæller Laura Baaring Kjærgaard efter gårsdagens sejr. 

Clair og Laura har dannet par i flere år, og med flere flotte resultater på cv'et fra denne sæson, ser fremtiden lys ud for den dygtige ekvipage: 

Jeg har haft Clair i lang tid, men det har taget lang tid at lære hende at kende. Hun har rigtig meget personlighed, men det hele begynder at hænge sammen nu. Hun har alt det bedste foran sig, og har virkelig masser af kapacitet, så jeg glæder mig til fremtiden, afslutter en glad Laura efter sejren i EY Cup-finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Fremtiden ser lys ud for Laura Baaring Kjærgaard og Clair. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Resultatet af finalen. 
Stævnets start- og resultatlister. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen