Vega Ask blev bedste 6-års

27-08-2023 14:39

Annika Knudsen Lorentsen

Det blev Dansk Varmblodsheste der dominerede i finalen for 6-års heste ved Pavo og Dansk Ride Forbunds championat, og sejren gik til Frida Munk Lassen med Vega Ask

Copyright Ridehesten.com
Frida Munk Lassen med Vega Ask. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Endnu en spændende finale er afgjort på Stutteri Ask, som danner en flot ramme om årets Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinaler i springning. 

21 6-års heste skulle kæmpe om titlen som den bedste i deres årgang, og fire af dem lykkedes med at komme fejlfrit igennem hovedrunden, og dermed var det blandt disse, at vinderen skulle findes i omspringningen. 

Her red tre ud af de fire fejlfrit, og dermed blev tiden særdeles afgørende. Den hurtigste tid leverede Frida Munk Lassen i sadlen på Dansk Varmblodshesten Vega Ask e. Big Star/ Larimar (opdr. Stutteri Ask A/S). Dermed sikrede de sig sejren, en flot pengepræmie og en billet til UVM på Zangersheide, som uddeles til den Dansk Varmblodshest, der blev bedst placeret i finalen. Til avleren af Vega Ask, altså værterne her på Stutteri Ask, var der et gavekort til en bedækning hos Stald Bøgegården. En præmie som blev uddelt til avleren af den bedste danskopdrættede hest. 

Frida Munk Lassen rider også Vegas mor, som hun i år har haft stor succes med. Tidligere på året blev de nordiske mestre for U21, og ved U21 DM for to uger siden blev det til sølv. Hør Frida fortælle mere om Vega og hendes mor Valerie Ask i videoen nedenfor. I kan desuden se video af Frida og Vegas omspringning nedenfor.

Fra anden- til femtepladsen blev det også Dansk Varmblodsheste, og på andenpladsen blev det Mie Mundberg Hansen med Aura Ravnes-Have e. Cantolar/ Favorit Ask (opdr. Kirsten og Kjeld Christensen), som leverede en flot omspringning, som dog ikke helt var hurtig nok. 

Copyright Ridehesten.com
Mie Mundberg Hansen med Aura Ravnes-Have. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På tredjepladsen blev det Anne Katrine Kolborg Johansen, som har præsteret rigtig godt i årets finale for 6-års.

Hun red sig nemlig ind på både tredje- og femtepladsen med henholdsvis Syvhøjegårds Final Edition e. Comme Il Faut Plus/ Royal Z II (opdr. Niels Osterland) og Hesselhøj Captain Morgan e. Casallco/ Crelido (opdr. Anders Uve Sjøbeck Hoeck).

Copyright Ridehesten.com
Anne Katrine Kolborg Johansen med Syvhøjegårds Final Edition. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Begge heste er ejet af Niels Osterland fra Syvhøjegaard, og han kunne derfor glæde sig over, at begge heste endte i toppen af championatet. 

Copyright Ridehesten.com
Anne Katrine Kolborg Johansen med Hesselhøj Captain Morgan. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På en flot fjerdeplads blev det Mikkel Laursen, som i sadlen på Emmett H DWB e. Emerald van't Ruytershof/ Cancara (opdr. Marie-Louise og Lars Wulff Henriksen) har haft et særdeles godt stævne. Denne ekvipage vandt nemlig begge de indledende konkurrencer, men her i finalen betød et nedslag, desværre for dem, at de måtte nøjes med fjerdepladsen. Deres tid var ellers mere end et sekund hurtigere end den Frida red sejren hjem med. 

Copyright Ridehesten.com
Mikkel Laursen med Emmett H DWB. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

De øvrige placeringer blev sikret af Renée Uvlsbjerg med Chardonnay Z e. Conthargos/ Diarado, Sashia Astrup Jensen med Unlimited e. Untouchable/ Carano (opdr. Jeanette Dalgaard Revsbech), Caroline Knudsen med Volstrups Ztarboy e. Zirocco Blue/ Colman (opdr. Pia Holländer og Henning Jensen), Konstantin Deeken Künnemann med Calando 108 e. Carridam/ Canturano og Lærke Isabel Godsk med Diva R. e. E Bøgegårdens Dicapo/ Cassini II (opdr. Jhonna Ry og Peter Olsen). 

De to bedst placerede udenlandske heste modtager et wildcard til UVM på Zangersheide, og de pladser får Renée Uvlsbjerg med Chardonnay Z og Konstantin Deeken Künnemann med Calando 108. 

Resultat fra finalen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner