Nu skal championaterne afgøres

16-10-2025 20:43

Unge talenter og rutinerede ryttere mødes i weekenden, når Pavo og DRF’s championater i military for 4-, 5- og 6-års heste afgøres hos Kallehavegaard Rideklub i Randers

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend skal åres championater for militaryhestene afgøres. Her er det Siw Kaas, der har to heste med til start ved stævnet i weekenden. Foto: Ridehestne.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I den kommende weekend afholdes Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for 4-, 5- og 6-års heste i military i forbindelse med B-stævnet hos Kallehavegaard Rideklub i Randers. Championatet blev for første gang afholdt i 2022, og siden da er det blevet en fast og populær del af sæsonens afslutning for landets unge militaryheste. 

I mange år har de unge heste i dressur og springning haft deres egne championater med stor succes, og takket være samarbejdet med den trofaste sponsor Pavo fik også militarydisciplinen sit eget championat i 2022. Formålet har fra starten været at skabe øget opmærksomhed omkring militarysporten og at give ryttere, avlere og hesteejere en mulighed for at præsentere de lovende unge heste i denne alsidige disciplin. 

I 2022 var det Haslev Køre- og Rideforening, der var værter for championatet, mens det i 2023 blev afholdt hos Langå og Omegns Rideklub. Sidste år rykkede stævnet til Kallehavegaard Rideklub, og det samme gælder altså i år. Her afvikles championatet for 4-års hestene i CNC80, for 5-års hestene i CNC90 og for 6-års hestene i CNC100. 

Copyright Ridehesten.com
Shjarlock Holmes og Mia Hastrup vandt sidste år for 4-års hestene, og nu skal de prøve kræfter med championatet for 5-års heste. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

I championatsklassen for 4-års hestene er der meldt ti ekvipager til start med et alsidigt startfelt, men hvor DV-hestene er i overtal. Hos 5-års hestene er der meldt 13 ekvipager til start. Én af dem der er til start i 5-års feltet er Shjarlock Holmes e. Asago XX/ Blue Hors Hertug, opdrættet af Mia Hastrup, som også selv er rytter på hesten. Ekvipagen vandt 4-års championatet sidste år, og nu er de altså tilbage for at prøve kræfter med 5-års championatet. 6-års hestenes championat består af syv ekvipager, og også her er sidste års vinder fra 5-års championatet til start, nemlig Siw Kaas i sadlen på Asti-JK 19 e. Perignon/ Cracker Jack (opdr. John Kristensen). 

Alle tre championatsklasser afgøres lørdag. Foruden championatsklasserne afholder Kallehavegaard også landsstævne i military for øvrige ryttere med C-, og D-klasser, hvor der blandt andet afvikles CNC2* for hest, ligesom der er militaryklasser for ponyer. Både heste og ponyer kan stille til start helt ned til CNC40. Der er med andre ord plads til alle med interesse for military hos Kallehavegaard Rideklub i weekenden. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Copyright Ridehesten.com
Mia Rejnholdt Carøe er ligeledes til start ved Kallehavegaard i weekenden. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner