Josefine Hoffmann
Kære Junior-læsere
Mit navn er Josefine Hoffmann. Jeg er 21 år gammel og er til daglig fuldtidsansat hos Kasprzak Dressage, som ligger i Haderslev.
Inden jeg blev ansat, gik jeg i skole og hjalp mine forældre (Heidi og Per Hoffmann) en del med at ride deres heste. Jeg hjalp bl.a. med tilridningen af de unge heste.
Jeg havde ikke rigtig lysten til at gå i skole, og jeg besluttede derfor at tage et sabbatår, hvor jeg ville arbejde. Det blev til en masse timer i vores lokale Brugs og ellers bare ridning og pasning af en masse heste hos mine forældre.
Et par måneder efter så jeg Anna Kasprzak søgte en ny hestepasser, og jeg valgte derfor at prøve det af. Jeg startede i juni 2016 med at lukke heste ud, muge, gøre rent osv. Et par uger efter tog Anna og hendes groom Jane afsted til OL i Rio, og jeg fik derfor lov til at hjælpe med at ride nogle af hestene.
Siden er det blevet til meget mere ridning af Annas heste. Jeg har lært utrolig meget af at ride så gode heste.
Ikke mindst har jeg lært så utrolig meget af at få den fantastiske mulighed for at ride Driver og få lov til at ride stævner på ham. Han er fantastisk og absolut blevet min allerbedste kammerat. Han har givet mig så meget, og jeg elsker den hest. Jeg er så taknemmelig for den mulighed, og de oplevelser Hanni og Anna har givet mig med ham.
Med ham og Annas hjælp er det gået med lynets hast fra at starte MB0 til at være udtaget til Europamesterskaberne 2 gange på cirka halvandet år.