Josefine Hoffmann og Driver klar til EM efter voldsom øjenskade

31-08-2021 19:00

Marie Helene Rigård Rohleder

U25-landsholdsrytter Josefine Hoffmann og den erfarne herre Hønnerups Driver har brugt det meste af sommeren sammen på et tysk hestehospital, og det var også tæt på, at Josefine måtte lade reserverytteren tage hendes plads ved det kommende EM i dressur i Hagen

Copyright Ridehesten.com
Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var lige ved og næsten, at Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver ikke blev klar til EM i dressur i Hagen. Tilbage i juni måned kom Driver ud for et ulykkeligt uheld på staldgangen, hvor han blev forskrækket og rev sig løs fra kæderne. Den ene karabinhage sprang og ramte vallakken i det venstre øje

– Driver blev først tilset af en dyrlæge, som senere vurderede, at vi skulle køre til Højgaard Hestehospital, som sendte os til en specialist ved et hestehospital i Hamburg. To timer efter vi havde afleveret ham i Hamburg, havde de opereret ham, fordi det var så alvorligt. Det er den forreste del af øjet, som er beskadiget, så han nu har et nedsat syn på det venstre øje, fortæller Josefine Hoffmann til Ridehesten.com, da vi møder hende til landsholdssamling på Julianelyst nær Horsens her få dage inden turen går til EM i dressur i Hagen. 

Den 17-årige Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup) vandt verdensmesterskaberne for 5-års dressurheste i Verden med Andreas Helgstrand, og herefter købte Anna Kasprzak ham som sin fremtidige stjernehest.

Copyright Ridehesten.com
Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Efter en skade fik Josefine Hoffmann lov til at genoptræne Driver tilbage i 2017, og ekvipagen startede med at ride en rolig MB0, før de samme år vandt sølv ved DM i dressur for juniorer. Det er blevet til i alt tre gange sølv ved DM i dressur, bronze for hold ved EM i 2019 og 2020 og mange andre prisværdige placeringer.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Læs et stort portræt af Josefine Hoffmann i august-nummeret af magasinet Ridehesten, som du kan købe lige HER. 

Tilbage på hestehospitalet i Hamburg beordrede dyrlægerne, at Driver skulle være opstaldet tæt på hospitalet, så de kunne have ham under observation. Det betød, at de sidste to måneder har Josefine pendlet frem og tilbage mellem Future Dressage v. Anna Kasprzak i Haderslev og et privat opstaldningssted i Hamburg for at passe og genoptræne Driver. 

– Jeg har været i Hamburg 2-3 gange om ugen her de sidste par uger for at ride ham. Heldigvis lader Driver sig ikke mærke af, at han har nedsat syn på det ene øje. Han er frisk, arbejdsvillig og i godt humør. Men man kan selvfølgelig godt se, at han mangler muskler og smidighed efter, at have stået stille, og han er ikke 100% der, hvor jeg gerne vil have ham, siger Josefine Hoffmann. 

De tyske øjenspecialister og danske dyrlæger har hele vejen igennem fulgt Driver tæt, og den dyrlæge som opererede Driver vil også være tilstede ved EM i Hagen. 

– Vi træner godt, og det er gået rigtig fint her til landsholdssamlingen. Driver gør altid alt for mig, og lige nu fokuserer vi på at få det sidste styrke og smidighed på plads inden EM. Humøret er godt, og vi glæder os til at komme afsted, afslutter Josefine Hoffmann inden turen går til Hagen på søndag. 

Ridehesten har fotograf og skribent ved EM i dressur i Hagen. Glæd jer til at følge mesterskabet på tætteste hold på Ridehesten.com

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner