Anna Pørtner
Nogle heste kan med deres helt særlige sind og vilje til at kæmpe for sin rytter sætte dybe spor i hjertet hos de mennesker, der har haft med hesten at gøre. Sådan en hest var Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup), der i dag er blevet sendt til de evige græsmarker i en flot alder af 20 år.
Foruden at gøre stort indtryk på sine ryttere, har Hønnerups Driver ligeledes været en stor del af dansk dressur lige siden han i 2009 viste sit store talent til UVM for 5-års heste med Andreas Helgstrand i sadlen, hvor parret vandt en suveræn guldmedalje. Herefter købte familien Kasprzak den talentfulde vallak, hvor Anna Toosbuy Rasch (tidligere Anna Kasprzak) overtog tøjlerne på den smukke mørkerøde vallak, og sammen har de haft stor succes.
Tager man et kig nedover parrets resultater, finder man nemlig utallige sejre, ligesom Anna og Driver i 2014 vandt DRF Mesterskabet for U25-ryttere. Med over 75% i den afgørende kür, kunne parret skrive en DM-titel på deres CV. Samme år fik Hønnerups Driver sin internationale debut med Anna i sadlen, og i 2016 vandt de Grand Prix i Herning. Herefter blev vallakken plaget af en del skader, og i 2017 gav hun tøjlerne videre til sin daværende rytter, Josefine Hoffmann, der skulle ride Driver på lidt lavere blus og se, hvad fremtiden ville bringe for det talentfulde par.
Det blev også et par gode år for Josefine og Driver, der sammen kunne tilføje endnu en DM-titel til den smukke, nu 18-årige vallaks CV, da parret i 2022 vandt DRF-mesterskabet med over 78%. Deres rejse sammen sluttede efter Josefine stoppede som rytter hos Anna Toosbuy Rasch, og herefter blev tøjlerne givet videre til Jane Serup Jensen fra Stutteri EVO.
Jane Serup Jensen overtog Hønnerups Driver for at få nogle gode år, hvor han skulle agere læremester for Jane, der indtil da selv havde erfaring op til Prix St. Georges-niveau. Jane overtog ikke tøjlerne med henblik på at ride en masse stævner, men snarere for at Driver kunne lære hende en masse tricks derhjemme.
I dag er tiden desværre kommet, hvor Hønnerups Driver ikke længere er i blandt os. Det skriver Future Dressage i et Instagram-opslag. Grundet helbredsmæssige årsager, er vallakken desværre blevet sendt til de evige græsmarker i en flot alder af 20 år, efter et par fantastiske år hos Stutteri EVO og Jane, hvor vallakken har lært fra sig samtidig med at have nydt sin pension.
Se Future Dressages opslag herunder: