Trine Askjær-Jørgensen
På fredagens program ved weekendens store stævne hos Helgstrand Event var bl.a. den indledende klasse i Agria DRF-mesterskab for U25, hvor der var 13 deltagere til start, heriblandt et par beriderelever, DM-debutanter samt rutinerede DM-ryttere. Det var en blæsende eftermiddag og aften i Uggerhalne, men det lod ingen af ekvipagerne til at lade sig mærke af.
Josefine Dahl Hoffmann og Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup), der red deres fjerde U25-mesterskab i år og de sidste tre år har vundet sølv, bronze og sølv, red en superflot tur, hvor Driver, som nu er 18 år, ser ud til bare at være blevet bedre og bedre med alderen.
De lagde sig da også sikkert i front efter første halvdel af klassen med 72,465%, og sejren holdt hele vejen hjem til trods for, at der var mange andre, dygtige ryttere til start helt til sidste øjeblik.
På andenpladsen kom Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador xx (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen), der havde en flot tur og scorede 71,465%.
Tredjepladsen gik i dag til Laura Kristine Thorup, som med Blue Hors Veneziano e. Vivaldi/ Donnerhall (opdr. Blue Hors Aps) var sidste ekvipage på banen. Den uddannede berider red sammen med den røde hingst til 70,419%.
På fjerdepladsen kom Sandra Aagaard Hyrm med 17-årige Heslegård’s Rismon e. Heslegård’s Rubin/ Heslegård’s Louis (opdr. Heslegård Stutteri), der også red en superflot tur og scorede 69,535%.
Det bliver spændende at følge med på søndag, når rytterne rider kür, og mesterskabet bliver afgjort.
Stævnets start- og resultatliste.