Trine Askjær-Jørgensen
I æstetiske sportsgrene, hvor præstationer bedømmes subjektivt af én eller flere dommere, er bias – eller forudindtagethed – en reel udfordring, fordi den menneskelige vurdering unægteligt vil være påvirket af egne præferencer, følelser m.m.
Dressur er ingen undtagelse. Her er målet, at det avancerede samspil mellem hest og rytter går op i en højere enhed de 5-7 minutter ekvipagen er på banen under stævnet. Ideelt set vil udførslen af øvelserne få det til at ligne en form for dans, der emmer af harmoni, lethed og elegance.
Vurderingen af dette samspil er imidlertid ikke helt ligetil, og de fleste, der selv har redet dressurstævner eller går op i at se stævner og dermed, hvordan dommere bedømmer, vil nok også have dannet sig deres eget indtryk af de udfordringer, som den subjektive vurdering repræsenterer. Måske man har haft en fornemmelse af, at startrækkefølgen eksempelvis har en effekt på slutresultatet, eller at det også har noget at sige, hvis en rytter allerede har etableret et navn i sporten.
I et nyt studie med titlen "Let Them Be the Judge of That: Bias Cascade in Elite Dressage Judging" udgivet i det videnskabelige tidsskrift Animals september 2023 har Inga Wolframm fra Van Hall Larenstein University of Applied Sciences i Holland undersøgt, hvorvidt det nuværende dressursystem disponerer internationale dommere til at være partiske og utilsigtet favorisere visse hest- og rytter-kombinationer.
I studiet har Wolframm analyseret over 500 bedømmelser indsamlet fra syv 5-stjernede Grand Prix-dressurkonkurrencer afviklet mellem maj 2022 og april 2023. Effekten af fem forskellige faktorer – om ryttere konkurrerede i deres hjemland, om de havde samme nationalitet som dommerne eller dommerens meddommere, deres startrækkefølge i konkurrencen og deres placering på FEI's verdensrangliste – blev analyseret og sammenlignet med deres endelige resultat.
Resultaterne viste tydeligt, at alle disse faktorer har en effekt på bedømmelsen af ekvipagen og dermed deres endelige resultat. Dommerne gav signifikant højere bedømmelser til ryttere fra deres eget land eller fra samme land som deres meddommere, og rangering på FEI's verdensrangliste og startrækkefølgen havde også en signifikant effekt på bedømmelsen. Disse skævvridninger skabte en kaskadeeffekt, som faldt ud til en bestemt gruppe af rytteres fordel.
Studiet her er ikke det første eller eneste af sin slags. Faktisk er tilstedeværelsen af bias i dressurbedømmelser blevet påvist gang på gang. For at imødekomme denne udfordring råder Dr. Wolframm derfor til, at der udvikles et mere objektivt bedømmelsessystem, der er baseret på utvetydige, gennemsigtige og evidensbaserede kriterier og understøtter den fortsatte udvikling af en retfærdig, bæredygtig, hestevelfærdsorienteret sport, som fremmer samfundsmæssig accept.
En udfordring ved den måde dressurbedømmelser foregår på i dag kan nemlig også være, at bias kan bidrage til nedprioritering af hestevelfærd og ignorering af konfliktadfærd hos heste i konkurrence, hvis bestemte ekvipager/ryttere bliver favoriseret til trods.
