Anne-Mette Binder og Janni Thermann som elitesportschefer

03-12-2021 12:03

Christine Krogh Frausing
Skribent

Pr. 1. januar 2022 udvider Dansk Ride Forbund eliteafdelingen med hele to nye roller; nemlig de to nye elitesportschefer for hhv. dressur og springning. Men selvom rollerne er nye, er ansigterne det langt fra. Ny elitesportschef for dressur er nemlig nuværende holdleder i senior- og U25-dressuren Anne-Mette Binder, og den nye elitesportschef for springningen er tidligere medlem af DRF’s bestyrelse Janni Thermann

Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Binder og Janni Thermann. Foto: Dansk Ride Forbund

Jeg glæder mig meget til det nye samarbejde med DRF, og ikke mindst til et tæt samarbejde med Anne-Mette med fokus på sparring og idéudveksling på tværs af disciplinerne [Janni Thermann]

Det handler om at se muligheder
Beslutningen om at tilføre to elitesportschefer til eliteafdelingen udspringer oprindeligt af Kimi Nielsens beslutning om at forlade sin stilling som elitechef ved årsskiftet. Den fik nemlig ledelsen i Dansk Ride Forbund til at overveje, om eliteafdelingen kan skrues anderledes sammen, og konklusionen blev, at ansættelsen af to nye elitesportschefer vil kunne optimere talent- og elitearbejdet yderligere og dermed sikre de bedst mulige rammer og vilkår for elitesatsningerne frem mod OL i 2024. 

– I starten af november blev de to stillinger slået op, og nu kan vi altså præsentere Anne-Mette Binder og Janni Thermann, som vores nye elitesportschefer. De er begge velkendte og respekterede profiler inden for ridesporten, og vi er ovenud begejstrede for, at de har takket ja til at hjælpe os med at tegne eliteafdelingen 2.0., fortæller direktør i Dansk Ride Forbund Morten Schram Rodtwitt.

Store ambitioner for sporten
Også de to hovedpersoner glæder sig over det nye samarbejde og er mere end klar til at tage fat: 

– Det seneste års opgaver og oplevelser som holdleder for senior- og U25-dressuren har været utrolig spændende, og jeg har derfor valgt at takke ja til at fortsætte arbejdet indenfor de nye rammer udstukket af DRF og Team Danmark, lyder det fra Anne-Mette, som har skarpt fokus på en fortsat styrkelse af dressursporten.

– Baseret på god dialog og tillidsbaseret samarbejde med ryttere, trænere, hesteejere og andre relevante fagpersoner, skal vi målrettet værne om og fastholde momentum ift. det unikke image vi har opbygget, og de flotte resultater vi har opnået inden for dansk dressur. Det er gjort gennem kontinuerligt fokus på korrekt ridning og uddannelse af såvel heste som ryttere gennem en lang årrække, og det er helt essentielt, at vi fortsætter i samme spor.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Og Janni har mindst lige så store ambitioner på vegne af både spring- og militarysporten, der ifølge hende skal boostes endnu mere.

– På den korte bane skal vi arbejde med sportsplaner for de forskellige niveauer og opbygge det rette set-up. På den lidt længere bane skal vi sikre mere eksponering af både spring- og militarysporten, og så er det vigtigt, at vi får lagt holdbare, langsigtede planer for både talent- og eliteudviklingen, som vi kan eksekvere på og derigennem optimere det gode fundament, vi i forvejen har, fortæller hun.

Sådan fordeles ansvaret
De to elitesportschefer får som tidligere nævnt hver deres ansvarsområder; Anne-Mette bliver ansvarlig for dressur, mens Janni får ansvaret for springning og military. Fælles for dem er, at deres roller indebærer holdlederfunktionen for U25- og seniorrytterne inden for hhv. dressur og springning, med det formål at sikre et stærkt samarbejde med ryttere, daglige trænere, landstrænere, holdledere, hesteejere m.fl. og derigennem sikre de bedst mulige sportslige forudsætninger.   

Fokus på tætte, tværgående samarbejder 
Med hele to personer, der har 100% fokus på talent- og elitearbejdet i stedet for én, er der lagt op til et endnu skarpere set-up og samarbejde på tværs af både discipliner og aldersgrupper, fortæller direktør i Dansk Ride Forbund Morten Schram Rodtwitt. Og netop et stærkt samarbejde er noget af det, som både Anne-Mette og Janni ser frem til og vil prioritere højt: 

– Med DRF’s nye set-up ift. den overordnede, administrative ledelse af eliteafdelingen, ser jeg med positive forventninger særligt frem til et samarbejde præget af synergi, gensidig inspiration og sparring med Janni Thermann som elitesportschef for springning, ligesom jeg glæder mig til at fortsætte det tætte og gensidigt berigende samarbejde med landstrænerne og holdlederne for pony- og ungdomsdressuren, lyder det fra Anne-Mette.

Janni og Anne-Mette deler bestemt entusiasme og forventninger. 

– Jeg glæder mig meget til det nye samarbejde med DRF, og ikke mindst til et tæt samarbejde med Anne-Mette med fokus på sparring og idéudveksling på tværs af disciplinerne, runder Janni af.

 

Anne-Mette og Janni tiltræder deres respektive stillinger pr. 1. januar.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen