Kristine Ulsø Olsen
Da der blev redet DWB Five Star Dressage ved Dansk Varmblods hingstekåring for knap halvande måned siden, fik vi en forsmag på hvor stærkt dansk dressur ser ud lige nu. Oprindeligt var der lagt op til at stævnet i Hagen kunne være blevet lidt en gentagelse, men afbud fra både Cathrine Dufour og Nanna Merrald, gjorde at det var op til Daniel Bachmann Andersen, Charlotte Heering, Lone Bang Larsen, Anne Troensegaard og Carina Cassøe Krüth, at vise det danske flag.
Hagen-stævnet var nemlig årets første udendørsstævne og som altid startskuddet til den kommende sæson, som kulminerer med VM i Herning til august. Med hvad er egentlig planen for seniorrytterne frem mod VM?
– Det næste store stævne i vores kalender er DM. Her kommer Wolfram Wittig ligeledes, og så sætter vi os ned og ser alle ekvipagerne ride. Alle rytterne i truppen kommer til start, men for dem der har to heste, er det nok lidt forskelligt om de kommer på deres bedste. Det er en løbende dialog, som vi har med rytterne, fortæller Elitesportschef Anne-Mette Binder.
Den løbende dialog gælder også når det kommer til stævner. Her er det selvfølgelig sportsplanen som man tager udgangspunkt i, men udover det, har rytterne også deres egne individuelle stævneplaner, alt efter hvad der giver mening for den enkelte. En ting er dog vidst: DM og CDIO-stævnet i Aachen er to meget vigtige stævner.
– Holdet til VM bliver udtaget umiddelbart efter stævnet i Aachen og efterfølgende vil der i juli være en bootcamp på Blue Hors for de ryttere som er udtaget. Vi overvejer at nogle af rytterne kan tage en reservehest med vettjek til Herning, ligesom vi gjorde i Aachen sidste år, hvor vi var i karantæne inden vi tog til Tokyo.
Planen for seniorrytterne frem mod VM er følgende:
Hvordan fungerer det nye setup?
I november sidste år stoppede Nathalie zu Sayn-Wittgenstein som landstræner og i stedet blev et nyt elite setup taget i brug. Det indebærer blandt andet, at den anerkendte tyske dressurtræner og tidligere internationale Grand Prix-rytter, Wolfram Wittig, er blevet tilknyttet som eksperttræner og Tecnical Advisor.
– I forlængelse af den første tid med usikkerhed om hvad det skulle ende med og dialog med rytterne om hvordan det skulle gribes an, så synes jeg at vi er landet et godt sted, fortæller Anne-Mette og fortsætter: – Wolfram passer rigtig godt ind i vores miljø og kultur. Han bidrager med et høj fagligt niveau, via hans værktøjskasse som er helt enorm. Han vil gerne tilbyde sin hjælpe til rytterne samt deres trænere, og lytter til hvor de synes at de har udfordringer. Så helt generelt, synes jeg at det fungerer rigtig godt.