Min hest gik gennem isen: Jeg troede, han skulle dø

07-01-2022 18:15

Marie Helene Rigård Rohleder

I juleferien opdagede Sussi Kimma Svendsen til sin skræk, at hendes elskede hest Monster var gået igennem isen og frosset fast i den sø, der er på folden. 12 brandfolk reddede Monster op, og ejer Sussi har siden gjort alt, hvad hun kan for at Monster bliver frisk igen ovenpå det kolde gys

Copyright Ridehesten.com
Sussie og Monster. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

I 8 år har Sussi Kimma Svendsen ejer den sortbrogede tinker-vallak Monster, som hun bruger til ridning og kørsel. 

Den 27. december får hun sit livs chok, da hun opdager, at den 10-årige Monster er gået igennem isen på den frosne sø, som hendes heste har på folden. Hun forsøger desperat at få ham til at bakke ind på bredden igen, men han vil kun fremad, og det resulterer i, at han sidder mere fast i isen. 

– Jeg har aldrig fået så stort et chok før, som da jeg så Monster i den frosne sø. Jeg troede, at jeg skulle miste min elskede hest. Jeg følte mig så magtesløs. Det var helt forfærdeligt, og jeg bliver stadig berørt, når jeg taler om det nu, fortæller Sussi Kimma Svendsen, som bor nær Korsør. 

Copyright Ridehesten.com
Sussi og Monster til højre ved Store Hestedag 2021, hvor de deltog i Det Store Hesteshow med andre tinkere. Foto: Ridehesten.com/ Marie Rohleder

Sussis staldveninde får tilkaldt Falck, og 12 brandmænd ender med at ankomme til stedet, hvor den forfrosne Monster tager situationen overraskende roligt. Heldigvis endte redningssituationen godt, og Monster kunne gå ind i stalden, hvor dyrlægen ventede. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi havde dyrlæge til Monster to gange den dag, og ved det sidste besøg havde Monster meget høje muskelværdier på grund af nedkølingen. De efterfølgende dage stod han på boks, han fik masser af varm mash, behandling med magnetdækken og magnetgamacher, og jeg fik en hestemassør ud og give ham flere behandlinger, fortæller Sussi Kimma Svendsen. 

Copyright Ridehesten.com
Sussi og Monster. Foto: Privat

Derudover har Monster fået e-vitamin og pilebark i foderet til at hjælpe med at komme af med affaldsstoffer, og han fik også smertestillende af dyrlægen de første par dage. 

Nytårsaftensdag tog dyrlægen nye blodprøver, og muskelværdierne var heldigvis normale igen. Monster er igen på fold med sin makker, Sussis shetlænder, og Sussi håber på at kunne begynde at ride ham igen i slutningen af januar. 

– Han er sluppet forholdsvis billigt, og han skal nok blive en fin ridehest igen. Han er stadig øm i musklerne, som han får massage for. Nu skal vi have hegnet den sø ind, så det ikke kan ske igen, siger Sussi Kimma Svendsen. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner