Mangler du motivation til at træne?

13-10-2022 10:08

Clara Trier

Efteråret er en smuk årstid, men vi kan ikke fornægte, at det ofte blæser, og dagene bliver kortere og kortere. Kan du genkende følelsen af at komme hjem efter en lang dag og så også lige skulle ud til hesten, men egentlig ikke helt have energien eller motivationen til det? Mist ikke modet, der er råd at hente

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det kan være svært for mange helt at finde energien frem, når det bare er koldt, vådt og mørkt udenfor. Men vi hestemennesker ved også godt, at vi ikke kan lade hesten stå for længe ad gangen. Men hvad gør man, når man bare har en følelse af ”nej tak, ikke i dag”? Der er mange gode råd til manglende motivation. Måske er det vigtigst at sænke forventningerne til sig selv og sin hest den dag eller uge. Som regel hænger det sådan sammen, at hvis man har høje forventninger til en opgave eller præstation, man skal yde, kan den føles mere uoverskuelig. Dermed mister man motivationen. Så hvis man sænker forventningerne en smule, kan det gøre, at det føles lettere og mere overskueligt og dermed øges eller opretholdes motivationen.

Vær kreativ
Man kan også gøre noget andet end det, man plejer. Hvis man altid rider dressur, kan det være en god ide af afveksle med noget andet fx bomtræning, en tur i naturen eller en tur uden sadel. Simpelthen bare for ikke at køre træt i at lave det samme hele tiden. Langt de fleste heste trives også godt med varierende træning, som sikrer, at det ikke bliver ensformigt og kedeligt for dem.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Heste mærker vores følelser
Heste kan mærke vores humør, og det er derfor også vigtigt, at vi så vidt muligt prøver at være i godt humør. Når man er i dårligt humør, smitter det af, man bliver ukonstruktiv, og hesten vil føle sig usikker og utryg, hvilket i sidste ende bare skaber frustration. Derfor er det bedre, at vi sænker forventningerne eller laver noget andet, medmindre man er dygtig til at vende det dårlige humør. For det er den bedste følelse at have fået en god ridetur på trods, eller selvom man ikke helt havde lyst eller energi, da man tog afsted hjemmefra.

Hvilken type er du?
En anden ting, som kan påvirke din motivation, er hvordan man ser sine mål. Er man typen, der er procesorienteret, eller er man typen, der er resultatorienteret? Hver type har sine fordele og ulemper. De resultatorienterede typer øger deres motivation ved at tage ud i hesteverdenen, til stævner og ved at opnå resultater. Hvorimod den procesorienterede type oplever, at motivationen forstærkes af at træne og blive bedre. Hvis man arbejder på at blive bevidst om, hvilken type man er, så man kan arbejde med det, så kan man skifte fra at være procesorienteret til resultatorienteret og omvendt. På den måde kan man skifte mellem de to motivationsforstærkere og på den måde opnå en form for balance.

Kilder:
DiætistHuset
Meretid.nu
Detsimpleliv.com
Tidligere artikel på Ridehesten.com

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner