Cecilia Lindahl
At udvikle hestens evne til at skubbe af betyder, at hesten bliver animeret til at forøge sin bagpartsaktivitet ved at bagbenene svinger længere ind under kroppen. Det vil sige, at de bliver placeret tættere på hestens tyngdepunkt. Dette er en forudsætning for senere at kunne udvikle hestens evne til også at bære sig.
Hesten har accepteret biddet - går rigtigt til biddet - hvis den går frem til biddet i lige meget hvilken holdning, der forlanges af den. Man kan også sige lige meget i hvilken ramme, den befinder sig. Først når hesten som følge af det forøgede afskub er i stand til at træde længere ind under sig med bagbenene, vil den være klar til og i stand til at hvælve halsen noget mere og til at give efter i nakken , så næseryggen nærmerer sig det lodrette plan.
Den, der prøver på, kun ved hjælp af tøjlerne, at ride sin hest i holdning, og uden at tage hensyn til tingenes rette sammenhæng, vil kun opnå, at hesten bliver blokeret i ryggen og i bagbenene og går uden rygsving. Som man vil kunne forstå kan man derfor heller ikke bedømme om en hest er korrekt til bddet og går i den korrekte holdning, hvis man kun betragter dens hoved og hal. Kun, hvis man betragter hele hesten og dens form, og især måden den bevæger sig på, er man i stand til at bedømme, hvorvidt det man ser er rigtigt eller forkert. For at få en hest til at gå til biddet, begås der desværre under uddannelsen af heste mange fejl, hvoraf de hyppigste vil blive nævnt her:
Bag det lodrette plan
Hvis en hest går med næseryggen bag det lodrette plan, fordi rytteren rider med en for hård hånd, skyldes det enten en øjeblikkelig indvirkningsfejl eller en grundlæggende fejl i selve uddannelsen. Kun ved at give efter på hånden samtidigt med, at de fremaddrivende hjælpere bliver brugt, kan man udbedre denne fejl.
Bag biddet
Også ved denne fejl er hestens næseryg placeret bag det lodrette plan, dog med den yderligere mangel, at hesten slet ikke er til biddet, men unddrager sig det ved at brække under. Det vil sige, at hesten slet ikke er fremme til biddet. Ofte er denne fejl også forbundet med at hesten "knækker forkert" i halsen.
Inden man begynder med de egentlige korrekturer af dette problem, skal der først og fremmest igen etableres en forbindelse mellem rytterens hånd og hestens mund. Hesten skal have tillid til at gå frem til biddet. Som regel kal man gå tilbage til at ride med længere tøjler. Ofte kan det også være en hjælp at longere, hvis man er god til det. At ride friskt fremad, helst i terrænet, kan ligeledes være en hjælp for nogle heste for igen at opnå, at hesten strækker sig frem og ned og sørger frem til biddet.
For at kunne korrigere at en hest går bag biddet, skal rytteren have en udpræget fornemmelse for samspillet mellem de fremaddrivende hjælpere og de forholdende. I den forbindele er det særligt vigtigt, at rytterens håndstilling er korrekt, og især at den lige linje mellem underarm, håndryg og tøjle bliver opretholdt. At "få skubbet næseryggen frem" lykkes kun, hvis rytteren er i stand til at ride med en udpræget blød, smidig og lav hånd. Man må under ingen omstændigheder prøve at ville "løfte hesten ved at ride med en høj hånd.
Forkert knæk
Rytteren har forsøgt at tvinge hesten til biddet, ved at bruge en bagudvirkende hånd. Det højeste punkt på hesten er ikke, som det skal være i nakken mellem ørene, men er i stedet på den øverste del af halsen. Som regel mellem tredje og fjerde halshvivl. Dette er en meget graverende fejl, som, hvis overhovedet, kun kan afhjælpes over lang tid og gennem konsekvent gymnasticering.
Man kan let komme i et dilemma, når man skal forsøge at udbedre "det forkerte knæk". På den ene ide skal der rides energisk fremad, og det kan blive nødvendigt med en smidig hånd at kontrollere, at fremadridningen ikke udarter sig i uregelsmæssie gangarter, eller i at hesten japper. På den anden side skulle hånden gerne give hesten så meget frihed fortil, at det bliver muligt for hesten at skabe en harmonisk hvælvet overlinje på halsen. Hos sådanne heste er øvelsen "en tydelig gradvis eftergivende tøjle" en særlig god hjælp. Hesten skall simpelthen lære igen at strække muskulaturen oven på halsen og at gå frem til biddet.
At lægge sig på biddet
Hesten forsøger at lægge sig på det såkaldte "femte ben" og er ikke villig til at arbejde tilstrækkeligt bagfra. Rytteren må forsøge at aktiviere hestens bagben ved at ride den yderligere fremad. En måde at komme dette problem til livs på kan være afmålt at tage hesten op og igen at give efter, ligesom det kan være en hjælp til ride mange overgange med en følsom hånd. Det er meget vigtigt, at rytteren under ingen omstændigheder tillader hesten at støtte sig til rytterens hånd i disse overgange.
At gå imod biddet - henholdsvis, at så sig fra
Ved denne fejl befinder hestens næseryg sig tydeligt foran det lodrette plan. Hesten giver ikke efter i nakken og går imod rytterens hånd, samtidigt med at den trykker muskulaturen på undersiden af halsen frem (går med underhals) og trykker ryggen væk. Hvis hesten har udvist denne fejl i længere tid, så har den også dannet en fejlagtig muskulatur. For at udbedre dette, kan det være en hjælp at longere med indspændingstøjler, som først spændes kortere, og som så gradvis forlænges. Takket være den mere strakte og eftergivende holdning, som er opnået uden at hesten har haft rytter på ryggen, vil muskulaturen langsomt kunne omformes.
Det har vist sig, at hvis man har forsøgt at korrigere den hest, som går imod tøjlen med rytter på, så skal man gå særligt lempeligt til værks under løsgøringsfasen, og at man skal forlænge den periode, hvor man rider løsgørende øvelser. Man skal forsøge at påvirke ryggen til at blive slappet af og til at svinge for at kunne få hesten til at gå bedre til biddet. Ved at ride hesten med lang og strakt hals, hvilket vil sige ved ofte at forlange " en tydelig gradvis eftergivende tøjle", vil den tidligere fejlagtige muskulatur udvikle sig i den rigtige retning. Den sideførende tøjlehjælp kan være med til at vise hesten " vejen nedad og fremad" Til det formål er det bedst at ride på store buede spor, hvor man skrifter volte hyppigt.
I særligt grelle tilfælde, og alt afhængig af hestens krops. og halsbygning kan det hænde, at hestens næseryg midlertidigt kommer let bag det lodrette plan, når man forsøger at ride den langt og dybt og sikre sig, at den giver efter i nakken. I dette tilfælde skal man være særlig opmærksom på, at hesten forbliver aktiv med sine bagben. Rytteren må under ingen omstændigheder med sin hånd gøre hesten hverken snæver eller for rejst i halsen,altså "trække den sammen fortil". Ved sådan at tvinge hesten i en snæver og forkert holdning ville man forstyrre dens balace, for det er jo halsen som er hestens vægtstang, og det vil ikke være muligt at opnå den tilsigtede løsgjorthed. For at udvikle og forbedre spændstigheden, skal der rides overgange mellem de forskellige gangarter og også indenfor den enkelte gangart. Det er især vigtigt, at hesten bevarer takten i overgangene, og når man korter ned til et langsommere tempo eller en langsommere gangart, at tøjleindvirkningen kun bliver brugt så diskret, at hånden ikke forhindrer hesten i at trække bagparten ind under sig. Man må altså ikke forveksle spændstighed med gang. Nogle heste udviser et medfødt talent til fx i trav at bevæge sig med store, udtryksfulde bevægelser. Denne medfødte måde at kunne trave på, kan uden videre forgå, selvom hetsen er spændt, selvom den er fastlåst i ryggen, og selvom den stiver sig fortil! Hos en hest, som bevæger sig spændstigt, vil svævningsmomentet blive mere udtalt, men det må ikke blive trukket i langdrag, for så er det tegn på spænding, og der opstår den fejlagtive overkadencering af gangen.
Acccept af biddet og spændstighed er ikke kun en grundlæggende forudsætning for det dressurmæssige arbejde, men gør det også muligt for spring- og terrænrytteren at have en sikker og harmonisk kontrol over hesten, over tempoet og i vendingerne. Gennem spændstigheden bliver bagbenene animeret til øget aktivitet, så hesten bliver i stand til gennem et mere energisk afsæt at galopere mere rationelt og mere jordvindende.
En hest, som går spændstigt, accepterer rytterens fremaddrivende indvirkning på den rigtige måde, dvs. den bliver ikke hurtigere, og den belaster heller ikke forparten yderligere, men tillader at den energiske påvirkning kommer bagfra og passerer igennem fortil. At udvikle og forbedre spændstigheden har stor betydning og er lige så vigtigt for udviklingen af hestens eve til at skubbe af som til at bære sig. Det er simpelthen en grundlæggende forudsætning, at hesten har opnået spændstighed, for at den kan ligeudrettes og samles.
Du kan få mere inspiration til din træning HER
