Stjernespækket felt ved Aalborg Dressage Event

08-04-2018 07:45

Camilla Tiefensee Schrøder

Hos Sportsrideklubben Aalborg er forberedelserne i fuld gang forud for det kombinerede CDI*3 og landsstævne i dressur fra 25.-29. april, hvor ryttere fra 12 forskellige nationer ventes at deltage

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er masser af flot dressur i vente ved Aalborg Dressage Event, hvor stjerner fra både Danmark og udland vil kunne opleves på dressurbanerne.
I skrivende stund ser det ud til, at stævnet bliver helt fyldt ud. 12 nationer har givet tilsagn om deltagelse i CDI*3-klasserne: Australien, Tyskland, Finland, Norge, Sverige, Holland, Japan, Rusland, Sydafrika, Storbritannien, Letland og selvfølgelig Danmark. Det oplyser Aalborg Dressage Event i en pressemeddelelse.

Fra Australien til Aalborg
Fra Australien skal vi se Kristy Oatley, Mary Hanna og Helgstrand-rytteren Simone Pearce. Derudover har Emma Hindle fra Storbritannien meldt sin ankomst med to heste. Danmark stiller også i en stærk opstilling, bl.a. med Agnethe Kirk på Atterupgaards Orthilia. Fra Danmark kommer også Allan Skov/Midtgårdens Showhit og Mai Tofte Olesen/Rustique, der alle tre var med helt fremme ved CDI-stævnet under hingstekåringen i Herning. Sportsrideklubben Aalborgs egen berider og daglige leder, Nikolai Kowalski, er også klar til stor tur med Gevelts Donna Tella. De har en frisk placering fra CDI-stævnet i Vestfold her i foråret med i bagagen.

Stærke U25-ekvipager
U25-klasserne bliver også fyldt med spændende ekvipager, hvor indtil videre Storbritannien, Finland, Sverige og Danmark har tilmeldt ryttere. Fra Sverige får vi et gensyn med den dejlige danskavlede hest Herbie Hancock Graftebjerg med Alva Lander i sadlen. Fra Danmark er Nanna Merrald med Gørklintgårds Quantico en af de spændende ekvipager, vi skal se. 
Til deltagelse i de nationale klasser er der meldt en del svenske og norske ryttere, der tager en yngre hest med. Det giver også et internationalt touch for de ryttere, der skal starte her.

Overvældende interesse
Ponyrytterne, junior- og youngriders er ikke tilmeldt endnu, men også her forventer den ansvarlige for CDI-stævnet, Jesper Holst Hansen.
– Der er en overvældende interesse for at deltage i Aalborg Dressage Event fra både danske og udenlandske ryttere. Især stor tur er der efterspørgsel på. Jeg er meget glad for og stolt over, at Sportsrideklubben Aalborg på få år har formået at skabe et så populært stævne, som rytterne er glade for at vende tilbage til. Hele stævnet er bygget op udelukkende om frivillige kræfter fra rideklubben, der igennem lang tid har arbejdet med at arrangere stævnet. Vi er den eneste rideklub i Danmark, der arrangerer et internationalt dressurstævne baseret på frivilligt arbejde. Det giver en særlig stemning og godt sammenhold i klubben, udtaler Jesper Holst Hansen.

Fokus på talentudvikling
Aalborg Dressage Event har fokus på talentudvikling med internationale klasser helt fra pony til U25 samt stor- og lilletur for seniorerne.
De nationale klasser har ligeledes fokus på udviklingen af ungdommen. Aalborg Kommune er sponsor for en Cup for hhv. juniorer og youngriders, hvor ryttere, der ikke er udtaget til de internationale klasser, kan ride med og lære af den internationale stemning. Landstræner for junior- og youngrider, Dennis Fisker, får et travlt stævne. Ud over at skulle holde øje med de ryttere, han har udtaget til CDI-klasserne, er han nemlig selv meldt til start med hesten Rosenstolz.

Der er sidste frist for tilmelding til CDI-klasserne d. 10. april og til landsstævneklasserne d. 16. april. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Læs mere på Aalborg Dressage Events hjemmeside.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen