Sådan får hesten mere bæring del 1

12-02-2019 09:52

Vil du gerne udvikle din hests bæring? Du får her en række værktøjer til, hvordan det kan lykkedes

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Om ikke før, så opdager man, når tidspunktet er kommet for at udvikle hestens evne til også at kunne bære sig, at grundlaget for, at dette overhovedet skal kunne lykkedes, er, at den målrettede smidiggørelse af hesten med henblik på at ligeudrette og samle den først kan lade sig gøre, når den fase, hvor afskubbet blev udviklet, stort set er tilendebragt. Det vil sige takten og regelmæssigheden i de tre grundgangarter skal være sikret, ligesom der skal være opnået løsgjorthed og accept af biddet. At hesten er ligeudrettet og spændstig er en vigtig forudsætning for at opnå, at den er villig til at blive samlet, hvilket igen giver en forbedret total eftergivenhed. Disse krav kan også siges med det kendte citat: " Rid din hest fremad, og ret den lige".

For at det skal kunne lade sig gøre, er impulsen til at bevæge sig fremad, som udgår fra bagparten, det væsentligste kendetegn. Enhver indvirkning, som foregår forfra og er bagudvirkende, er forkert. Den hest, som er ligeudrettet, skal til enhver tid bevæge sig på det forlangte spor, så dens krops længdeakse falder sammen med det spor den bevæger sig på hvad enten sporet er lige eller bøjet. Begyndelsen til at arbejde med at ligeudrette en hest, starter allerede i det øjeblik, hvor den unge hest adlyder rytterens hjælpere.

Men en målrettet ligeudretning kan dog først finde sted, når hesten har udviklet sin evne til at skubbe af, og en har opnået spændstighed, fordi det kræver, at hesten kan rides energisk fremad.

Hvis hesten "smider" bagparten ud til højre, så forsøger det højre bagben at undgå at blive tilstrækkeligt bøjet, og resultatet bliver, at hesten går skævt. Det resulterer så i, at den venstre skulder bliver mere belastet, og hesten vil lægge sig på venstre tøjle. Hesten bliver ligeledes stiv i venstre side af halsen, fordi musklerne bliver for spændte i stedet for at være smidige og afslappede, og man siger, at hesten stiver sig til venstre. Men det egentlige problem er faktisk den højre side, som hesten unddrager sig.  Hesten "smider" det højre bagben ud til siden, går imod den højre schenkel og går ikke frem til den højre tøjle. Gennem smidiggørende arbejde, skal det højre bagben animeres til at træde lige frem og ind under hesten, hvilket resulterer i, at hesten også går bedre frem til den højre tøjle. Hvis man kan opnå dette, så forsvinder stivheden i venstre side også. 

Læs også del 2 af Sådan får hesten mere bæring i morgen her på Ridehesten.com.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner