Endnu en succesfuld dag i Ermelo

09-09-2022 17:08

For danske heste og danske ryttere har i fredag været endnu en succesfuld dag for danske heste og ryttere. To 6-års hest er direkte videre til finalen

Copyright Ridehesten.com
Highfive Fuglsang og Anders Uve Sjøbeck Hoeck. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ved VM for unge dressurheste i Ermelo, Holland, har fredag været tætpakket med tre aldersklasser på to stadioner. Mens den indledende 6-års klasse har fundet sted på det lille stadion, er trøstefinalen for 5-års og den indledende klasse for 7-års heste begge afviklet på det store stadion.

For det danske hold har det været en udbytterig dag med flere ekvipager i 6- og 7-års klasserne direkte videre til søndags finaler. Samlet set har vi to 5-års i finalen og foreløbigt to 6-års og to 7-års direkte til finalerne, og så er der mulighed for flere i lørdags trøstefinaler for 6- og 7-års.

Copyright Ridehesten.com
Everian L og Anna Kasprzak. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ikke hvert år ser man så høj kvalitet i 7-års klassen som i år. I top-tre ser vi tre avlshingste, hvor dagens vinder er sidste års verdensmester for 5-års heste, Anne van Olsts Kjento e. Negro/ Jazz, der rides af verdensmesteren Charlotte Fry. Han blev efterfulgt af Escamillo e. Escolar/ Rohdiamant og Destello OLD e. Dimaggio/ Fürst Fugger.

De danske ekvipager klarede sig godt, og bedst klarede Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/ De Niro (opdr. Anne Dorte Riis Meyland) sig under velridende Anders Sjøbeck Hoeck, og de sluttede på sjettepladsen med 77,372%. Anna Kasprzak red sin Everian L e. Everdale/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard) ind på niendepladsen med 75,727% og er dermed også videre til finalen.

Copyright Ridehesten.com
Poseidon Majlund og Lone Bang Zindorff. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

For Lone Bang Zindorff og Poseidon Majlund e. Tailormade Temptation/ Solos Landtinus (opdr. Stutteri Majlund) var det lige ved og næsten. De endte netop uden for de tolv, der går direkte til finalen, og opnåede 74,618% og en trettendeplads. Dermed må de gribe chancen i trøstefinalen, og måske kan det komme Poseidon til fordel at få en ekstra tur inden finalen. Det samme gælder for den fjerde danske ekvipage, EVO Schubidoo e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Hotline (opdr. Stutteri Evo) og Anne-Marie Hosbond. 

Copyright Ridehesten.com
Evo Schubidoo og Anne-Marie Hosbond. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Daniel Bachmann Andersen, der er nybagt verdensmester for hold, er også blandt finalisterne i 7-års finalen på søndag. Han rider for Tyskland hingsten Zac Efron MT OLD e. Blue Hors Zack/ Don Larino og sluttede på syvendepladsen med 77,077%.

Copyright Ridehesten.com
Den tyske hingst Zac Efron MT OLD redet af danske Daniel Bachmann Andersen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Resultat af 7-års klassen.

Den indledende klasse for 6-års hest har budt succes for det danske hold. Sidste års 5-års vinder Hesselhoej Down Town e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Zack (opdr. Hans Jørgen Hoeck), der rides af svenske Jeanna Högberg, har levet op til tidligere bedrifter. Han vandt i dag klassen med 9,48 point fordelt på 9,5 for trav, 9,6 for skridt, 9,2 for galop, 9,5 for ridelighed og 9,6 for kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
6-årige Hesselhoej Down Town og Jeanna Högberg. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ligeledes direkte videre til finalen er Skovdals Dexter e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Romanov (opdr. Bjarne Skovdal), der med Susanne Barnow i sadlen besatte ottendepladsen med 8,51 og bl.a. 8,7 for både skridt og ridelighed.

Copyright Ridehesten.com
6-årige Skovdals Dexter og Susanne Barnow. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Både Bøgegårdens Santiago Bernabéu e. Bøgegårdens Santiago/ Bøgegårdens Laurino (opdr. Stina & Jørgen Schmidt) med Allan Grøn ved tøjlerne og Dúné Nec e. Hesselhøj Donkey Boy/ De Noir (opdr. Nana Eckhardt) redet af Sissel Bille Jacobsen får chancen påny i trøstefinalen i morgen. De sluttede i dag på hhv. plads nr. 26 og 28.

Copyright Ridehesten.com
6-årige Bøgegårdens Santiago Bernabéu og Allan Grøn. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Copyright Ridehesten.com
6-årige Dúné Nec og Sissel Bille Jacobsen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Resultat af 6-års klassen.

Tre DV-heste gik i dag trøstefinale for 5-års heste, to fra det danske hold og en startet for Schweiz. Kun de bedste tre går videre til lørdagens finale, og Blue Hors Santiano e. Sezuan/ Blue Hors Romanov (opdr. Straight Horse v/Eva Götzsche & Mogens Pedersen), der rides af hollandske Renate van Uytert, var tættest på med 8,18 point og 8,5 for galop som højeste delscore.

Med 8,10 point endte den nu kastrerede Slangerupgaards Flottenheimer e. Franklin / Scolari (opdr. Slangerupgaard A/S), der rides af Eric Guardia Martinez, på syvendepladsen. Den blev belønnet med 9 for galop og 8,8 for trav.

Resultat af 5-års klassen (trøstfinale).

Copyright Ridehesten.com
5-årige Blue Hors Santiano med hollandske Renate van Uytert. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Copyright Ridehesten.com
5-årige Slangerupgaards Flottenheimer og spanske Eric Guardia Martinez. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Copyright Ridehesten.com
5-årige Terpling's Ravena DWB med schweiziske Philine Brunner. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Stævnets start- og resultatlister.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner