Mikala og My Lady er klar til at rocke Lyon

17-04-2014 13:48

Den danske berider Mikala M. Gundersen, der har base i Florida, er vel ankommet til World Cup finalen i Lyon sammen med sin stjernehoppe My Lady. Mikala fortæller her den første del af den spændende rejse

- Vi rejste fra Florida sidste onsdag, og efter 33 timer "on the road" nåede vi frem til den stald i Hamborg, hvor vi også var sidste sommer. Det var rart at komme tilbage i vante omgivelser, når man nu har så kort tid til at komme sig over jetlaget.  Vi havde et par super træningsdage, inden vi tirsdag aften satte kursen mod Lyon i en smart lille tohestes lastbil, som jeg igen i år har lejet hos Roelofsen i Holland. Jeg har jo ikke haft mange dage til at forberede turen, men alle har været helt utrolig søde og hjælpsomme. Ikke mindst My Ladys ejer, Janne Rumbough, som er en helt fantastisk støtte på alle måder, fortæller Mikala fra Lyon.

- Vi ankom i Lyon onsdag morgen, og også her har vi kun mødt positive og hjælpsomme mennesker. Lady er god til at rejse, og hun er rigtig frisk på trods af al den rejsen rundt den sidste uge. Det nåede at blive temmelig varmt i Florida, inden vi rejste ,så hun nyder den kolde friske luft her. Jeg er glad for at vi kom herned i god tid, så hun kan nå at akklimatisere sig lidt mere. Vi havde en virkelig god træning i morges, og jeg føler vi er så godt forberedt, som vi kan blive, vurderer den danske World Cup-finalist.

- Det er jo fornemt selskab her, hvor naboerne i stalden hedder Valegro, Damon Hill, Undercover, Don Aurilio, Don Johnson osv. Det er vildt spændende at være i stald med alle rockstjernerne. I morgen tidlig er der vetcheck og derefter må vi ride i opvisningshallen for første gang. Det er en passende stor hal uden, at der er alt for højt til loftet ,så det runger ikke sådan som det ofte gør i messehaller. Jeg tror, My Lady vil kunne lide at gå derinde. Nanna og Milibar kom også igår, og vi hygger os i vores lille danske lejr, slutter den altid imødekommende danske rytter fra World Cup-finalen i Frankrig.

Følg World Cup-finalen i Lyon HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner