Endnu en flot dansk sejr - OPDATERET

07-04-2013 17:05

De to danske dressurryttere har gjort det glimrende ved CDI5* Global Dressage Festival i Wellington, hvor Mikala M. Gundersen i dag har sat sig suverænt på sejren i Grand Prix Special

Mens Lars Petersen sørgede for dansk sejr i Grand Prix Kür lørdag aften ved det femstjernede, internationale dressurstævne Global Dressage Festival, det største i Wellington, sørgede berider Mikala M. Gundersen for, at der også i Grand Prix Special blev dansk sejr. Endda med stort eftertryk for hun vandt med over 2%. Mikala og den 13-årige My Lady e. Michellino / Ritterstern (opdr. Yvonne Lindholm), tilhørende danske Janne Rumbough, opnåede 70,063%.

- Det var vidunderligt at høre den danske nationalmelodi igen, og det rørte mig til tårer i dag. Jeg er også virkelig glad på Lars' vegne, sagde Mikala efter sejrsceremonien og referede til Lars Petersens sejr i Küren.

Mikala har i en årrække redet på hingste. For tiden rider hun primært hopper og hun sætter meget stor pris på deres følsomhed. Mikala var meget tilfreds med dagens GPS, hvor hendes og My Ladys højdepunkter var galoppirouetter og changementserierne.

- Jeg lavde en lille fejl i vores anden piaffe, hvor jeg drev en smule for meget. Da fortalte My Lady mig, at det ikke var helt korrekt, og hun er meget god til at fortælle mig, hvis jeg kommer til at gøre en anelse for meget, så meget prøver ikke at genere hende og ride med så fine hjælpere som muligt, kommenterede Mikala Gundersen.

Hun føler nu, at det eneste, der er tilbage at forbedre, inden hun og My Lady tager til Europa, er at fintune detaljerne, øge eftergivenheden og blive lidt skarpere i overgangene, for My Lady er stærk i alle øvelserne.

Se klassens resultat HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner