Lady Gaga og Nana til start igen imorgen

07-08-2014 10:06

Den første danske ekvipage har netop været på banen ved verdensmesterskabet for unge dressurheste. 5-årige Lady Gaga og Nana Berg Christensen må i ilden igen imorgen i B-finalen

Lady Gaga e. Quaterback/ Solos Landwind (opdr. Johannes Søndergård) og Nana Berg Christensen gav i dag et positivt indtryk på banen, men var ikke i stand til at hive karakter frem hos dommerne, som kunne række til en sikker plads i finalen.

Nanna red et fint om end lidt hastigt program, hvor hoppen udviste god ridelighed, selv om der ind imellem var lidt uro og det momentvis kneb med at holde den i rammen og fremme til hjælpen. Særligt var travprogrammet vellykket, og hoppen gik med god energi og sving igennem kroppen, men løb lidt i travøgningerne og gik lidt ovenud af rammen. Hoppen besidder tre gode gangarter, hvoraf trav og skridt er de stærkeste. I galopprogrammet formåede  hoppen i dag ikke at springe nok igennem og der var enkelte steder lidt uro bl.a. i første anspring.

Alt i alt i hæderligt og velredet program, der endte med karaktererne 7,8 for trav, 7,4 for skridt, 7,2 for galop, 7,8 for eftergivenhed og 7,6 for helhedsindtryk, hvilket resulterede i 7,56 og dermed en plads i B-finalen imorgen fredag, hvor de tre bedste går videre til finalen. Fra kvalifikationen i dag går de 12 bedste videre, så der i alt bliver 15 5-års finalister på lørdag.

Tre tyske ekvipager har lagt sig overlegent i spidsen; Kira Wulferding og Soiree d'Amour e. San Amout/ Latimer med 9,16, Claudia Rüsher og Daley Thompson e. Damon Hill/ Lauries Crusador xx med 8,84 og Jessica von Bredow-Werndl  og Ferdinand BB e. Florencio/ Laurenciano med 8,72 point.

Følg klassens resultat HER og se ridtene på Clipmyhorse HER

Nyheden opdateres senere med nye billeder.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner