Ny DV-hest til Janne Rumbough

14-03-2014 18:03

Janne Rumbough, som ejer stjernehoppen My Lady, har købt sig en ny DV-hoppe, og den fandt hun på Ridehesten.coms salgsdatabase

Copyright Ridehesten.com

Den danskfødte amerikaner Janne Rumbough er en integreret del af ridesporten i Wellington, Florida. Hun er kendt af alle som en humørspredende solstråle og som et meget dygtigt hestemenneske. Hun har i mange år figureret på resultatlisterne ved dressurstævnerne i Wellington i alt fra de lette klasser til Grand Prix, for hun uddanner selv sine heste. Fornylig fyldte Janne 70 år, og hun har stadig masser af succes på konkurrencebanerne!

Hun har i mange år primært haft PRE-heste og har lavet nogle vellykkede avlsforsøg med at krydse varmblodsheste med PRE-heste. Oprindeligt red hun danske dressurheste, og hun har sidenhen haft lyst til igen at få en dansk varmblodshest. I efteråret 2011 købte Janne den nu 12-årige danske hoppe My Lady e. Michellino/Ritterstern (opdr. Yvonne Lindholm), der sammen med sin faste rytter Mikala Gundersen har udviklet sig til en international Grand Prix-vinder.

- Jeg havde egentligt aldrig set migselv som ejer, men det er en rigtig stor glæde for mig at følge Mikala og My Lady, fortæller Janne, som ikke havde nogen ambitioner om, hvor langt ekvipagen skulle nå. Hesten skulle bare uddannes korrekt, og det skulle være smukt at se på. Nu er ekvipagen en af Floridas stærkeste Grand Prix-ekvipager, og det tilskriver Janne Mikalas dygtige uddannelse af hesten.

- Det har også været rigtig godt for Mikala og My Lady, at vi har Ernst Hoyos ovre at undervise to gange om måneden. Det har givet dem mere sikkerhed og deraf også fremskridt, fortæller Janne.

Hun rider gerne tre heste om dagen for at holde sig i topform, og da hun havde solgt en af sine heste, begyndte hun at kigge sig om efter en velegnet dansk hest til sig selv. Hun havde hørt meget ros om kombinationen af Blue Hors Zack og Blue Hors Don Schufro og begyndte at undersøge det danske marked.

- Jeg begyndte at studere stutterier og salgsheste på Ridehesten.com og fandt frem til Gitte Jensen og hendes hoppe Maiden's Blush, fortæller Janne.

Det er en 4-års hoppe efter Blue Hors Zack trukket på en helsøster til elitehingsten Blue Hors Don Romantic. Hoppen var til sadelkåring sidste år og blev kåret i RDH. Janne så video af hoppen, som flere ryttere var interesseret i, og skyndte sig at få den igennem handelsundersøgelse hos en dansk dyrlæge, og den viste sig at være fuldstændig i orden.

- Nu er hun ankommet her til Florida, og det er hest, der har en fin størrelse og passer mig rigtig godt, slutter Janne, tydeligvis meget glad for sin nyerhvervelse.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen