Endnu en "OL-søster" til Stutteri Granly

26-03-2019 11:28
Avl

Karen og Jef Frederiksen har før udtalt til magasinet Ridehesten, at de gerne griber en chance, når den byder sig. I weekenden greb de chancen for en god handel, da de erhvervede sig tre avlshopper fra Jens Kvist, hvorved de får endnu en søster til en kendt OL-hest i stalden. Og så byder historien også på hjertevarme

Copyright Ridehesten.com
Karen og Jef Frederiksen, Stutteri Granly, der blev portrætteret i magsinet Ridehesten i november 2018.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Karen og Jef Frederiksen er chancevillige, når de kan se idéen. Det fortalte de i artiklen "Vi griber chancen, når den byder sig", og de har endnu engang bevist, at der ligger handlekraft bag ordene.

Udtalelsen har relation til en konkret situation, hvor de fik muligheden for at købe OL-deltageren og EM-medaljevinderen Atterupgaards  Cassidys halvsøster Atterupgaards Dahlia e. Gribaldi.

Det var en enestående chance, som de bare måtte gribe. Nu har de grebet en ny chance og er blevet ejere af en helsøster til OL-medaljevinderen Exquis Clearwater.

– Vi har længe ønsket at investere i endnu en rigtig god hoppe eller et hoppeføl/embryo af en meget stærk præstationsafstamning, fortæller Karen.

Avlerparret, der driver Stutteri Granly, har gennemgået markedet og endte med at ringe til den kendte avler Jens Kvist, da de blev opmærksomme på online-auktionen over hans opdræt og avlshopper. Det førte til en rigtig god samtale om hopperne og hvilke linjer, han ville anbefale Karen og Jef at købe, hvilket resulterede i købet af tre hopper, hvoraf de to er drægtige.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi havde besluttet os for to hopper. Jef bød og jeg heppede, fortæller Karen og tilføjer: – Da de to ønskede hopper var budt hjem, forlod jeg kontoret, hvorefter Jef selv valgte at byde på hoppen Donna, som han simpelthen bare måtte have.

Det var et rigtigt impulsindkøb, men da Karen og Jef straks efter aktionen ringede til Jens Kvist, fortalte han, hvor glad han var for, at de havde budt lige præcis de tre heste hjem. Dels på grund af hoppernes kvalitet, som matcher Karen og Jefs ambitioner, men også fordi Donna og Cover Girl er uadskillelige.

– Købet af Donna var et tilfælde, men det blev en god udgang på en træls situation for hestene, fortæller Karen.

Hun fortæller, at hun og Jef ydmygt vil lytte efter og samarbejde med den dygtige og rutinerede avler, og faktisk mener hu, at Jens Kvist på sin vis er fulgt med i handlen.

– Det er vores ønske at videreføre Jens’ avl, og vi vil meget gerne hjælpe, hvis også Jens på sigt ønsker selv at videreføre avlsarbejdet. Vi skal hjælpe hinanden i en svær situation, og Jens har allerede hjulpet os utrolig meget, slutter Karen Margrethe Frederiksen fra Stutteri Granly.

Hopperne, som Karen og Jef har købt via Campen Auktioner, er den 11-årige Cover Girl e. Carpaccio/ Limebrand, som er helsøster til OL-bronzemedaljevinderen Clearwater (Anne van Olst), 14-årige Dakota e. De Niro/ Gribaldi (drægtige med For Romance) samt 14-årige Donna Schiffer e. Blue Hors Don Romantic/ Consul (drægtig med Fahrenheit).

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner