11 unikke heste på auktion

08-03-2023 12:41

Morten Skov, der driver Stutteri Unik ved Randers, har lavet en specialauktion over 11 heste i samarbejde med Campen Auktioner

Copyright Ridehesten.com
Stutteriejer Morten Skov (tv.) og auktionarius Finn Campen (th.) med en af kollektionens spændende dressurheste Prins Unik. Mød dem i Herning, hvor de fremviser hestene digitalt. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

På ejendommen Søhavegård mellem Randers og Viborg avler Morten Skov dressurheste med stutterinavnet Unik. Adskillige af hans afkom går svær dressur, og nogle af dem ligger i stamtavlen på de heste, som han nu har valgt at udbyde på auktion. Blandt andet elite- og sølvmedaljehoppen Diva Unik e. Blue Hors Don Schufro/Primus X, der har gået international lilletur og senere S-klasser, og som er helsøster til Don Primo Unik, som fik 10 og 9,5 i unghestechampionatet af testrytter Carl Hester. Resultaterne er mangfoldige, og netop fra samme hoppestamme er Morten aktuel med sit opdræt ved hingstekåringen, den 3-årige Solution Unik e. Revolution/Don Juan de Hus, som har Diva Unik som oldemor.

Copyright Ridehesten.com
Revo Unik efter Revolution/Tailormade Temptation.

I år venter Morten 10 føl efter hingstene Be Sure, Blue Hors Kingston, Blue Hors Monte Carlo, Dynamic Dream, Jovian og Revolution – og det første føl har allerede set dagens lys.– Jeg selekterer hele tiden i mit hoppemateriale og sørger for at sætte de bedste, unge hopper i avlen, inden de går i sporten. Derfor benytter jeg mig også af de nye reproduktionsteknikker og laver føl ved hjælp af embryo transfer, fortæller Morten.
Stutteriets ungheste opvokser i løsdrift, hvor de går i større flokke og i blandede aldre op til tre år, og de har adgang til udendørsarealer med varieret underlag og kuperet terræn.
– Jeg har rådført mig med forskellige dyrlæger, der alle fortæller, at det styrker hestene fysisk i kraft af stærkere ledbånd og knogler, ligesom det giver en balanceret psyke, fortæller Morten.

Fakta
Auktionsfakta

Auktionsstart:            21. februar
Eftersyn:                       Fra den 5. marts
Auktionsslut:              Den 19. marts

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvorfor ridehesteauktion?
Morten kan godt lide, at der i handel er en kort vej ud til køberen, og det er noget af det, en auktion kan. Desuden finder han det hensigtsmæssigt at samle en kollektion af heste, som han og hans personale kan arbejde med frem mod auktionen. Der er heste af en kvalitet, hvor Morten gerne ville have beholdt nogle af dem lidt længere, men han vurderer, at det også er vigtigt med en vis volumen i kollektionen.
– Vi har heste på forskellige aldre og uddannelsesniveauer fra 3-års heste til en hest på Prix St. Georges-niveau. Vi kan tilbyde fuld transparens omkring hestenes opvækst og selvfølgelig fuld røntgenpakke og klinisk attest, forklarer han. 
Det er auktionshuset, Campen Auktioner, der de senere år har forestået flere hesteauktioner om året, som formidler auktionssalget af de 11 Unik-heste.

– Vi er rigtig glade for, at et velfungerende og respekteret stutteri som Unik har valgt os som auktionshus, og vi forventer, at det bliver en tilbagevendende auktion hvert år i marts, fortæller auktionshusets indehaver, Finn Campen og fortsætter:
– Vi synes, at det er et rigtig godt tidspunkt, og i forbindelse med hingstekåringen er der jo mange gæster fra udlandet, som er interesseret i danske heste.
Der er tale om en online auktion, hvor kollektionen af heste er tilgængelig på nettet med video, billeder og fakta om hestene.
– Fra søndag den 5. marts er der eftersyn hjemme hos Morten på Søhavegård, og derefter er der to uger, inden auktionen afsluttes den 19. marts, fortæller Finn og suppleres af Morten:
– I mellemtiden kan man også møde os under hingstekåringen, hvor vi fremviser video og står til rådighed til en snak om hestene.

Se auktionskollektionen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner