Auktion over danske topponyer

02-10-2019 12:28

Efter 40 års passioneret sportsponyavl lukker Kim Simonsen sit stutteri og hingstestation ved Feldballe på Djursland. Efter en lang kamp med SKAT har han taget den tunge beslutning at sælge ud af sit livsværk, og det vil ske igennem en netauktion hos Campen Auktioner

Copyright Ridehesten.com
Variete Ecetera i sine succesfulde dage som dressurhingst.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kim Simonsen fra Feldballe Hingstecenter på Djursland er en af Danmarks dygtigste sportsponyavlere, og hans 40 år med passioneret avlsarbejde sammen med sin far, Ivar Simonsen, har givet mange imponerende resultater. Feldballe Hingstecenter har igennem årene udbudt mange gode hingste til den danske sportsponyavl, ligesom stutteriet også selv har avlet kårede hingste og højtpræmierede hopper - og både føl, hopper og hingste med titel som Årets Bedste.

Kim Simonsens avl har dog altid været med sporten for øje, så det har været det vigtigste at kunne producere velfungerende og meget ridelige ponyer, og derfor er Kim også stolt af de mange sportsresultater, som hans ponyer har opnået. Særlig på dressurbanerne har hans opdræt vundet titler som danmarksmester, nordisk mester og endda en europamester. At avle sportsponyer af topkvalitet har betydet alt for Kim og har været hans brændende interesse og fokus, siden han var barn.

– Det er en meget svær beslutning at slutte mange års succes med stutteri og hingstestation, men jeg har i fire år kæmpet mod en skattesag, og den kamp opgiver jeg nu. Derfor sælger jeg de fleste af mine ponyer og håber, at de kommer til gode mennesker, fortæller Kim.

Copyright Ridehesten.com
Den smukke DV-hoppe Savannah på 151 cm stg. fungerer glimrende i sportsponyavlen.

En eksklusiv kollektion

Den eksklusive kollektion af sportsponyer omfatter syv katalognumre; heriblandt et føl, tre avlshingste, to avlshopper og en ridehoppe. Der er masser af billeder og nyttig information - og så er man velkommen til at ringe til Kim eller hans far Ivar for at få yderligere oplysninger eller indgå aftale om at bese ponyerne.

En af hingstene er den 4-årige Balthazar A.R. e. Bonansa/ Perechlest (opdr. Kim Simonsen), der er kåret med bronzemedalje og udnævnt som årets springhingst 2019 i DSP. Dernæst den 19-årige tyskavlede dressurhingst Dinarion e. Don't Worry/ Parino B, der er pensioneret fra sporten og sælges som avlshingst, og sidst men ikke mindst den 26-årige tyske hingst Variete Ecetera e. Valido/ Arkelhof's Sunrise, der har gået DM i dressur fire gange og nu sælges som hygge- og avlshingst.

Blandt hopperne er den 5-årige Manuette e. Marchi/ Dressman II (opdr. Kim Simonsen), der er godt i gang med sin uddannelse som dressurpony. Desuden er der den lille DV-hoppe Savannah e. De Noir/ Weltjunge (opdr. Stutteri Enekær), der er succes i ponyavlen og er drægtig med Variete Ecetera. Så er der det det meget velgående hingsteføl Dia Dino G.M. e. Dinarion/ Marchi, hvis mor Amber også er blandt de udbudte ponyer, og hun er igen drægtig med Dinarion.

Se hele kollektionen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Endnu en skattesag

I foråret gik den kendte hesteavler Jens Kvist i Gram konkurs med sit stutteri af dressur- og springheste, hvilket resulterede i et stort salg af kvalitetsheste på en netauktion hos Campen Auktioner, hvor flere danske avlere indkøbt nyt og spændende blod til deres stutterier.

I sommer var det den passionerede og meget succesfulde springhesteavler Lene Ibsen, der efter en langvarig skattesag valgte at stoppe stutteridriften og sælge ud af sine avls- og sportsheste på en netauktion hos Campen Auktioner, og igen kom det andre avlere og flere ryttere til gode.

– Det er altid trist, når man kommer til en situation, hvor man må sælge sine heste eller ponyer. Derfor er vi hos Campen Auktioner meget ydmyge overfor opgaven, men også stolte over, at vi er blevet betroet til at formidle hestene videre til andre hestefolk, udtaler Finn Campen.

 

Netauktionen over Kim Simonsens ponyer slutter tirsdag den 22. oktober kl. 20.00.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner