Tonya Bille Nielsen
Det var i USA og i selveste New York, at nogle af verdens dygtigste ryttere skulle præstere deres ypperste i denne weekend. Omgivelserne ved Rolex Central Park Horse Show 2016 var overvældende flotte, og hvilken scene at ride på.
Foruden de mange klasser, der blev afholdt under det internationale stævne, var der ligeledes et stort opvisningsshow med den dobbelte OL-guldvinder Charlotte Dujardin og Valegro. Ekvipagen gav et fantastisk show, og publikum var vilde med at se parret live.
Mikala Gundersen var til start i de smukke rammer med My Lady e. Michellino/Ritterstern (opdr. Yvonne Lindholm) i den CDI4*-Grand Prix kür, hvor parret formåede at placere sig på en flot tredjeplads med 72,4%. Vinder af klassen blev Judy Reynolds med KWPN-vallakken Vancouver K e. Jazz/Ferro med en procent på 77,051%. Det blev på andenpladsen nabolandet Sveriges Tinne Vilhelmson-Silfen med Lova Stuteri’s Paridon Magi e. Don Primero/Napoleon med 76,65%.
- Jeg var simpelthen så glad for at være med. Jeg har virkelig nydt hele oplevelsen ved at deltage i dette Horse Show. Mit mål var at ride på banen og have det sjovt. My Lady var en smule rusten – da hun ikke har deltaget i konkurrencer længe. Det kunne godt mærkes under ridtet, men ud over det var jeg stolt af hende, og hun gjorde det ganske godt, udtaler Mikala efter ridtet.
Fantastisk show med Valegro
Efter afgørelsen i küren, var det tid til det store show med OL-ekvipagen Charlotte Dujardin og Valegro. Sammen gav de publikum en oplevelse ud over det sædvanlige. Fremadrettet vil Valegro ikke længere deltage i konkurrencer, men forsat deltage ved særlige arrangementer og shows. Publikum fik desuden mulighed for at komme ind på banen efter showet for at hilse på Valegro, hvilket var meget populært.
Læs mere om arrangementet HER