Annika Knudsen Lorentsen
Årets EM i dressur, afholdt i tyske Riesenbeck, blev i dag afsluttet med et brag af en kürfinale. Her var tre danske ekvipager til start mod Europas allerbedste nationer, og allerede tidligere på ugen viste de danske ryttere, at de virkelig er blandt verdens bedste dressurryttere. I holdkonkurrencen sikrede Danmark sig bronze, mens Nanna Skodborg Merrald red sig til sølv individuelt i Grand Prix Special.
I dag blev det ikke til dansk medalje, men alligevel særdeles flotte præstationer. I vores live-opdatering, som vi har haft hele eftermiddagen, kan i nedenfor læse mere om dagens resultater, ligesom I kan se interviews og læse kommentarer fra årets medaljetagere og de danske ryttere.
BERETNINGER FRA I DAG:
Kl. 18.10:
Det var et historisk højt niveau i årets EM-kürfinale, hvor hele tre ekvipager red over 90 procent, og dermed var der ingen på podiet, som ikke red over den magiske grænse.
Medaljerne blev fordelt som følgende:
GULD: Jessica von Bredow-Werndl med TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk
SØLV: Charlotte Fry med Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro
BRONZE: Charlotte Dujardin med Imhotep e. Everdale/ Vivaldi
Inden årets mesterskab, har der været spænding omkring hvorvidt den talrige mesterskabsvinder Jessica og Dalera eller den regerende verdensmester Charlotte og Glamourdale ville tage guldet. Tidligere på ugen, leverede Fry og Glamourdale ikke deres maksimale, men i dag var de et mulehår fra at ride op med Jessica og Dalera, som har flere titler på CV'et. Det er første gang, at de to ekvipager bliver målt direkte op imod hinanden.
De danske ryttere, som har haft et virkelig flot EM med holdbronze og en individuel sølvmedalje i fredags, endte i dag på fjerde-, ottende- og syttendepladsen. Fjerdepladsen tog Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack, ottendepladsen tog Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera e. Fürstenball OLD/ De Niro (opdr. Stald Heiline) og syttendepladsen tog Daniel Bachmann Andersen med Vayron e. Vitalis/ Gloster.
Kl. 17.24:
Det er ikke kun de danske ryttere, og årets sølvmedaljevinder, der sætter ord på dagens resultater, og i interviews fortæller både guldvinder Jessica von Bredow-Werndl og bronzevinder Charlotte Dujardin om dagens resultater.
– Jeg er meget taknemmelig, og det vigtigste ord i dag er tak. Det er ikke kun min succes, det er hele vores teams succes. Jeg er så taknemmelig for Dalera, for hendes ejere, min familie og mine børn, som alle har været med. Atmosfæren i dag var helt specielt, og det føltes som om, at jeg blev båret igennem min test, fortæller Jessica von Bredow-Werndl.
– Jeg er 'over the moon'. Det er første gang, at jeg har redet denne kür, som vi først fik færdiggjort denne uge. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde, det jeg gjorde i dag, men det var sådan en fornøjelse at ride til den her musik. Det var så sjovt at ride i dag, og jeg er helt overvældet af, hvor godt han gør det. Han tager alt så flot, selvom det faktisk kun er tredje gang, at han går kür, forklarer Charlotte Dujardin med reference til sin hest Imhotep.
Kl. 17.14:
Nanna Skodborg Merrald ender lige udenfor medaljerækken og så tæt på de magiske 90 procent. Hun sætter selv ord på netop det, og fortæller:
– Det er lidt svært lige nu, det var en god kur og en ny kür, men som også er grøn for os, og jeg får ikke det hele ud af det i dag, og det er hårdt når jeg er så tæt på.
Se hele interviewet nedenfor.
Kl. 17.07:
Medaljerne er fordelt, således at Jessica von Bredow-Werndl fra Tyskland tager guldmedaljen, og sikrer sig endnu en EM-titel. Sølvet sikrede Charlotte Fry sig, mens Charlotte Dujardin tog bronzemedalejn. Charlotte Fry fortæller, at det var hendes livs ridt i dag:
– Jeg er meget glad, jeg kunne ikke være mere glad nu. Glamourdale var fantatisk og jeg elskede hvert et sekund af det. Han ved præcis hvad han skal, og jeg kan bare sidde og nyde det, og jeg havde mit livs ridt i dag. Sporten var uvirkelig i dag, og jeg er stolt at være blandt de bedste. Der er så mange der kan ride over 90 nu, og det er virkelig spændende frem mod OL næste år, fortæller hun.
Kl. 17.04:
Sidste rytter har netop været på banen i årets EM-finale. Her var det britiske Charlotte Dujardin, som red virkelig flot rundt i sadlen på Imhotep e. Everdale/ Vivaldi. Rigtig flotte pirouetter og et særdeles øvelsesstærkt ridt, sikrede hende årets bronzemedaljen foran danske Nanna Skodborg Merrald, som tager fjerdepladsen. Dujardin opnåede 91,396 procent, og dermed slutter årets top-3 alle over 90 procent.
Kl. 16.54:
Britiske Carl Hester har netop redet på banen som den næstsidste rytter, og allerede fra start kom han skævt i gang, da Fame e. Bordeaux/ Rhodium sprang til siden inden de entrerede banen. Dagens kür blev belønnet med 85,461 procent, og dermed lagde de sig ind i lige foran danske Carina Cassøe Krüth på en foreløbig sjetteplads. Nu mangler blot britiske Charlotte Dujardin.
Kl. 16.42:
Vi er vidner til et ekstremt højt niveau i årets EM-kürfinale, hvor britiske Charlotte Fry netop har redet næsten lige op med von Bredow-Werndl. Det er ikke meget der skiller de to ekvipager, og i dag red Charlotte Fry den 12-årige hingst Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro til tårnhøje point. Sammen opnåede de 92,379 procent, og de har derfor lagt sig ind på en sølvmedaljeplads. Et resultat der lover godt for en medalje til den regerende verdensmester.
Kl. 16.33:
Personligt bedste resultat til tyske Jessica von Bredow-Werndl, som netop har redet til hele 92,818 procent i sadlen på TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk, og dermed lagt sig ind i spidsen af mesterskabet. Det har hun gjort på trods af en fejl i 1'erne, hvor hoppen kom anspændt ind på linjen, og derfor lavede en fejl. Dermed skal de sidste tre ekvipager ride helt i verdensklasse, hvis de på nogen måde skal have en chance for at gå foran den tyske topekvipage.
Kl. 16.26:
Sikke en præstation fra Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II i dagens kür, hvor de netop har redet deres personligt bedre score i karrieren og med 89,546 procent lagt sig ind i spidsen af EM-finalen. Særligt galoppirouetter var i særklasse for den danske ekvipage, hvor de blev belønnet med 9 og 9,5. I dag var de blot et mulehår fra at nå de 90 procent, og måske var det lykkes, hvis ikke de havde fået en lidt dyr fejl i 1'er changementerne i dag.
Kl. 16.03:
Isabell Werth har netop været på banen med DSP Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein, og sammen leverede de deres personligt bedste kürresultat. Werth gjorde det hun er bedst til, og hentede hvert et lille point ind i løbet af deres program, og de mange flotte øjeblikke belønnede dommerne med 88,407 procent, og dermed har de selvfølgelig lagt sig ind i front. Der mangler nu seks rytter, og efter den hollandske Emmelie Scholtens, som er på banen nu, er det tid til danske Nanna Skodborg Merrald.
Kl. 16.00:
– Det har været et mesterskabsmaraton, og jeg synes, at jeg var lidt på arbejde, for det var der ingen der kunne se, for alle siger, at det så overskudsagtigt ud, fortæller Carina Cassøe Krüth blandt andet. Se det fulde interview med den danske rytter, som var godt tilfreds med dagens præstation.
Kl. 15.53:
Svenske Therese Nilshagen red på banen lige efter Carina. Det gjorde hun i sadlen på den smukke Dante Weltino OLD e. Danone/ Welt Hit II. De leverede et virkelig flot kürprogram, og med mange flotte øjeblikke, red de sig direkte ind i spidsen med hele 86,132 procent.
Kl. 15.45
Carina Cassøe Krüth har netop været på banen med Heiline's Danciera e. Fürstenball OLD/ De Niro (opdr. Stald Heiline). Danse, som hoppen kaldes til dagligt, dansede sig virkelig igennem dagens kür, hvor der var flere højdepunkter. Virkelig fine piaffe-momenter, en rigtig godt fri trav og også 1'er changementerne sad lige i skabet i dag for den danske ekvipage. Alt i alt et meget flydende og godt program, som dommerne belønnede med 84,664 procent, og dermed har de lagt sig i front af mesterskabet.
Kl. 15.15
Der var lidt diskussion omkring tyske Frederic Wandres program, da der var lidt tvivl om hvorvidt han havde udført en forventet travers. Men i sadlen på Bluetooth OLD e. Bordeaux/ Riccione endte dommerne med at tildele ham 84,568 procent, og dermed er han i front.
Kl. 15.00
De første ni ekvipager har været på banen, og nu er der en pause inden danske Carina Cassøe Krüth rider på banen med Heiline's Danciera e. Fürsteball OLD/ De Niro (opdr. Stald Heiline) kl. 15.35. I front er norske Isabel Freese med den danskejede hingst Total Hope OLD, hvis ridt I kan læse om mere længere nede. Andenpladsen er foreløbig Patrik Kittel, mens franske Pauline Basquin er placeret på en foreløbig tredjeplads.
Kl. 14.47:
Ridehestens udsendte har netop talt med Daniel Bachmann Andersen, som fortæller, at det var svært i dag, men at han overordnet set er rigtig godt tilfreds. Se interviewet nedenfor. Læs mere om Daniels ridt længere nede.
Kl. 14.38:
Norske Isabel Freese har netop været i aktion i sadlen på den delvist danskejede hingst Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro, som er ejet af danske Lone Bøegh-Henriksen fra HP Horses i samarbejde med tyske Paul Schockemöhle.
Den norske ekvipage leverede virkelig en flot præstation, og Isabel red virkelig for alle de point hun kunne hente. Total Hope så som altid godt ud, og selvom han til tider putter sig lidt, så imponerer han i den grad med sin power. Dommerne var også imponerede, og belønnede dem i dag med 82,593 procent. Dermed har denne ekvipage lagt sin ind i spidsen.
Kl. 14.28
Daniel Bachmann Andersen med Vayron e. Vitalis/ Gloster har netop været på banen i küren, og selvom ekvipagen så veloplagte ud, da de entrerede banen, så gav de mest krævende øvelser i ekvipagens kürprogram udfordringer i dag.
Der er uden tvivl masser af kvalitet i den 12-årige hest, men i dag blev der uro i piaffepirouetterne, mens der indløb en fejl i 1'er changementerne, og lidt slinger i den første dobbelt-galoppirouette. Der var dog også rigtig flotte momenter, hvor særligt den frie trav kan fremhæves. Daniel har gjort et flot arbejde med Vayron, og det er en særdeles flot præstation, at de to er med i årets EM-finale, hvor man dog fortsat kan se, at Vayron mangler lidt styrke for at Daniel kan udnytte hestens kvalitet til fulde.
Ekvipagen sluttede med 77,279 procent.
Kl. 13.53
De første to ekvipager har været i aktion, og af dem var det Larissa Pauluis med Flambeau e. Ampere/ Zeoliet der leverede den bedste kür. Hun red til 78 procent.
Kl. 13.35
Første rytter redet på banen i en spændende EM-finale, hvor der som nævnt er tre danske ekvipager til start. Den første af dem er Daniel Bachmann Andersen, som starter kl. 14.20.