Camilla Tiefensee Schrøder
Den britiske dressurstjerne Charlotte Dujardin har ved et stævne i Addington i lørdags startet sin første Grand Prix med den 9-årige vallak Gio e. Apache/Tango, som pga. sin farve går under kælenavnet "Pumpkin". Det blev til en flot sejr med scoren 79.5 procent.
– Han var fantastisk, og jeg er så stolt over, hvor umage han gjorde sig for mig, skriver den 35-årige rytter i et facebookopslag.
Kærlighed ved første blik
Charlotte Dujardin fandt Gio mere eller mindre ved et tilfælde for tre år siden, da hun underviste i en clinic i Californien og hesten deltog med sin daværende rytter og ejer. Hun faldt pladask for hesten og fik overtalt ejeren til at sælge, da hun forklarede, at den ikke var til videresalg, men til hende selv (læs hele historien i denne artikel). Pumpkin er samejet med new zealandske Renai Hart, som også er næstformand i Hannoveraner International og har hingstene Worldly, Swarovski m. fl.
Den charmerende vallak, som kun er 162 cm høj, men scorer højt på sine udtryksfulde bevægelser, blev allerede omtalt i svulstige vendinger i de britiske ridesportsmedier, da Dujardin erhvervede den i 2017. Er dette mon den næste Valegro? skrev Horse & Hound.
I september 2019 debuterede ekvipagen i Intermediare I med en sejr til 78 procent, og der kaldte hun hesten en mulig kandidat til OL i Tokyo ifølge det tyske medie St-Georg. Det har hun dog ikke kommenteret yderligere i forbindelse med sin Grand Prix-debut med hesten.