Thomas Bach Jensen
Den 8-årige KWPN-vallak, Gio, går i det daglige under navnet Pumpkin på grund af sin orange kulør. Hans afstamning Apache/Tango kan lede tankerne hen på avlshingsten Jovian, men nej, der er tale om et helt andet format – 162 cm med sko på.
Han blev for tre år siden erhvervet af Charlotte Dujardin og Renee Hart. Faktisk spottede Charlotte ham, da hun underviste i en clinic i Californien i efteråret 2016. I 2017 og 2018 blev han 1’er og 2’er i det britiske mesterskab på M-niveau og har siden startet en enkelt PSG og dernæst en enkelt Inter II.
– Det var ikke engang meningen, at han skulle have deltaget, men da der faldt en fra, var der en lokal pige ved navn Amelie Kovac, der fik pladsen med sin hest Gio, og kom ind på ham allersidst på dagen, har Charlotte fortalt Horse & Hound. – Jeg blev straks forelsket i ham, da han kom ind, fordi han havde det mest fantastiske udtryk, og så begyndte han at trave og galopere, og jeg var helt solgt.
Charlotte skulle ride en opvisning dagen efter og spurgte derfor Amelie, om hun måtte ride hendes hest, selv om ingen andre end hun havde siddet på den, og den var ret varm og følsom. Gio var rigtig god, selv om der var omkring tusind tilskuere, og Charlotte spurgte dagen efter, om Gio var til salg, men det Amelie ikke umiddelbart interesseret i. Charlotte forklarede, at det var til hende selv og ikke til videresalg, og Amelie endte med at slå til.
– Han ankom til vores stald ved Halloween-tid, og det inspirerede til kælenavnet, forklarer Charlotte.
Ca. 1 time og 10 minutter inde i nedenstående video kommer Pumpkin ind i arenaen i Olympia for at give en clinic sammen med Carl Hester og Charlotte Dujardin. Se med – og se om ikke også du falder for den lille orange vallak…
Vi har samtidig fundet en video af hesten som 4-års, da den var nytilredet og til salg i Holland. Prøv at sammenligne de to...