Masters: Her er jagtens favoritter

05-11-2017 06:01

Camilla T. Schrøder

Ridehesten har talt med Hubertusjagtens master og ponymaster om, hvem de tror kommer på podiet efter opløbet i dag, og begge holder de på kvindelige favoritter. Det bliver spændende at se, om det holder stik

Copyright Ridehesten.com
Foto fra sidste års jagt. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Sidste år var alle placerede i opløbet kvinder, og måske sker det samme i årets Hubertusjagt. Ifølge jagtens master og mangeårig formand for jagtledelsen Mette Kaufmann er det nemlig tre ekvipager med kvindelige ryttere, der er favoritter i opløbet: Nini Hertz Gufler på Queentina, Karin Faber på Shaitan, og ikke mindst Catrine F. Goldschmidt på Mr. Rubino. Sidstnævnte er gift med Niels Goldschmidt, som har vundet Hubertusjagten rigtig mange gange, og som også rider med i feltet på hesten Lasse, som han vandt med for to år siden (og som derfor ifølge reglerne ikke må være med i opløbet mere).

Som outsidere nævner hun Lotte Vinzent Holm på Heartbreaker og Ian Winther-Høiland på Champagne, der ifølge Kaufmann er outsidere, fordi deres heste ikke har redet opløb før.

Mette Kaufmann vandt Hubertusjagten sidste år med fuldblodshesten Churchtowns Star, og i år skal ekvipagen være feltets master. Masteren, som styrer feltets tempo, kendes på sin høje hat. Allerforrest rider de to ræve, som i år er Chris Winther og Henrik Friis med rævehaler på jakken.

Hubertusjagten er den eneste jagt, hvor der er et opløb. I andre jagter gælder det blot om at være en del af feltet, og derfor er det også kun i Hubertusjagten, at der bliver udråbt en vinder. På hubertusjagtens hjemmeside kan man finde en liste over de kvalificerede ekvipager til opløbet (findes på siden under "opløb") som tæller 28 ryttere plus 10 ponyryttere.

Stort ponyopløb i år
Katja Ayala Andersen er årets ponymaster, og hun har sammen med ponybagmasteren Frederik Petersen drøftet årets favoritter i feltet af de yngre ryttere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Dem, vi ser som favoritter, er Anna H. Andersen på Molly, som er vinder af årets steeplechase (jagt på Engerupgård for tre uger siden, red.), samt sidste års nr. 2, Camille H. Nielsen på My Dun Bavn. Og lidt som en joker kunne være Maja T. Nielsen på Rain. Rain har tidligere været på trappen med tidligere ejer, siger Katja Ayala Andersen, som glæder sig over et stort ponyfelt i år. Sidste år var kun fem ponyryttere kvalificeret til opløbet, mens det i år er dobbelt så mange.

– Vi har et dejligt stort opløbsfelt i år og nogle piger, som glæder sig, er virkelig dygtige og har velredne ponyer.

Hubertusjagten starter klokken 10, og opløbet starter ca. 11.40, hvorefter præmierne overrækkes af Kronprinsesse Mary ved Eremitageslottet.

Læs mere om Hubertusjagten på hubertusjagt.dk og sprjagt.dk. Se tidsprogrammet og et kort over ruten i programmet.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner