Caroline på jagt efter EM-kvalifikation

22-06-2011 12:26
I denne uge deltager 16-årige Caroline Regitze Jensen som eneste danske rytter ved det internationale militarystævne i Belgien ”Arville Eventing 2011” og målet er at komme hjem til Danmark med den sidste EM-kvalifikation i hus
Copyright Ridehesten.com
Caroline og Carisma (Foto: Privat).

Efter at have redet for den irske militarystald ”Fernhill Sporthorses” over vinteren er Caroline nu tilbage i Danmark hvor hun har brugt foråret på at finde den helt rigtige hest til de kommende års udfordringer. I marts lykkedes det og Caroline har siden da været godt ridende på den internationalt erfarne militaryhest Toftegårdens Carisma (Karry) e. Stald Calles Bror Bally/Aleksander, som tidligere har været redet med stor succes af Lærke Larsen. Til trods for at Caroline og Karry kun har haft knap fire måneder sammen, er de kvalificeret og udtaget til de Nordisk-Baltiske Mesterskaber i starten af juli, og de mangler nu kun en enkelt kvalifikation for at være klar til Europamesterskaberne, som afvikles i september måned i Portugal. Caroline har arbejdet tæt sammen med sin daglige træner, berider Bent Pedersen, for at optimere formen op imod stævnet i Belgien, og meldingen lyder, at ekvipagen er klar til udfordringen. Ekvipagen rejste tirsdag til Belgien. hvor der i dag onsdag er banegennemgang og officiel åbning af stævnet. Torsdag er der hesteeftersyn og første del af dressuren. Fredag rides der ligeledes dressur hele dagen, mens lørdag er afsat til det krævende terrænridt, der kommer til at foregå i parken og skovene omkring Chateaux d'Arville, der ligger som det smukke centrum for hele stævnet. Søndag afsluttes stævnet med det sidste hesteeftersyn, ridebanespringning og præmieoverrækkelsen. Stævnet kan følges del på stævnets hjemmeside og på facebook, hvor siden hedder ”Eventing Arville”, og der vil være live dækning af stævnet på RTBF. Pressemeddelelse.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen