Kristine Ulsø Olsen
Mens stævne karantænen herhjemme varer indtil den 26. april, udløber FEI's karantæne den 12. april og herefter må der igen afholdes internationale stævner. Det bliver dog med mange regler som både arrangører, deltagere og andre involverede skal følge indtil den 30. maj og muligvis længere, skriver svenske Ridsport.
Formålet med reglerne er at forhindre fremtidige udbrud og skulle det ske alligevel, så ved alle hvilke regler som gælder. På et pressemøde i sidste uge sagde FEI'S veterinærdirektør Göran Åkerström, at FEI har fokuseret på seks hovedområder, for at mindske smittefaren ved de kommende stævner.
– Der kan komme endnu flere regler og begrænsninger, siger Göran Åkerström.
Arrangørens forberedelser af stævnepladsen
Der skal blandt andet være en dokumenteret plan for, hvordan et muligt udbrud af infektion skal håndteres for at afbøde virkningerne af infektionen. Stalde skal være godt ventilerede, gangene skal være udformet på en sådan måde, at heste ikke mødes i dem næse mod næse, og det anbefales, at vaccinerede heste står alene. Heste, der er blevet transporteret sammen, skal stå ved siden af hinanden, og der er strenge regler for, hvordan folk kan bevæge sig mellem de forskellige hestegrupper på stævnepladsen.
Arrangøren skal levere håndsprit, beskyttelsesbeklædning og andre fornødenheder. Derudover skal der være mindst to karantænebokse pr. 100 heste på konkurrencen. Boksene skal være mindst 50 meter fra andre stalde.
Deltagernes forberedelser inden stævnet
Hvis det er et stævne med mere end 400 heste, der skal overnatte, kræves en negativ EHV-test såvel som for alle heste, der flyves til en FEI-konkurrence. Prøven skal tages tidligst 96 timer før ankomst til stævnet.
Undersøgelse af heste ved ankomst til stævnet og under stævnet
Heste skal have taget temperatur to gange om dagen, og temperaturkurven skal dokumenteres uden for hver hestes boks. For stævner, der varer mere end en uge, skal heste testes om mandagen for at blive i stævneområdet.
Når stævnet er slut
Hestens ID skal kontrolleres ved afgang.
FEI's beføjelser
FEI kan straks aflyse et stævne, hvis en deltagende hest bliver syg af EHV-1.