Anna Pørtner
Fra den 1. januar 2026 er nye regler trådt i kraft, som får betydning for alle hesteejere, uanset om hesten bruges til sport, avl, hobby eller fritid. Reglerne skærper kravene til registrering af heste og brugen af CHR-nummer og har til formål at styrke sporbarhed, smittebeskyttelse og dyrevelfærd.
Med de nye regler bliver det endnu vigtigere, at heste er korrekt registreret og tilknyttet det rigtige opstaldningssted i det Centrale HusdyrRegister (CHR). Myndighederne skal dermed hurtigere og mere præcist kunne reagere ved sygdomsudbrud.
Korrekt CHR-registrering bliver afgørende
Som hesteejer kan det godt være lidt svært at finde ud af, hvad de nye regler helt konkret kommer til at betyde for dig. Blandt andet betyder de, at:
Hesteejere opfordres derfor til at undersøge, om dit opstaldningssted har et CHR-nummer, hvordan hestene er registreret, og hvilket ansvar man som hesteejer selv har.
Nyt krav: Medicinforbrug skal registreres i VetStat
Endnu en væsentlig ændring fra 1. januar 2026 er, at dyrlæger bliver forpligtet til at registrere al brug og udlevering af receptpligtig medicin til heste i VetStat, som er Danmarks nationale veterinærlægemiddelregister.
Ifølge Dansk Veterinærtidsskrift er formålet med de nye regler blandt andet at styrke overvågningen af antibiotikaforbruget. Ordningen vil dog også omfatte andre lægemidler som smertestillende medicin, vacciner og ormekure.
VetStat har i mange år været anvendt til kvæg- og svinebesætninger, men nu bliver heste også omfattet. Medicinforbruget skal indberettes uanset hestens konsumstatus.
Husk CHR-nummeret ved dyrlægebesøg
Når dyrlægen fra 2026 registrerer behandling eller udlevering af medicin, skal der fremover bruges et besætningsnummer, altså CHR-nummeret for den adresse, hvor hesten er opstaldet. Det betyder, at hesteejeren skal kunne oplyse det korrekte CHR-nummer ved hvert dyrlægebesøg.
Har man heste opstaldet flere forskellige steder, er det vigtigt at kende CHR-nummeret for hver enkelt adresse og sikre, at det rigtige nummer oplyses til hver dyrlæge.
Som følge af de nye EU-regler kan dyrlæger altså fra 1. januar 2026 kun behandle og udlevere medicin, hvis der er knyttet et CHR-nummer til hesteholdet. Det har allerede i flere år været lovpligtigt at have CHR-nummer ved hestehold på egen matrikel, men nu bliver kravet også afgørende i praksis ved dyrlægebehandling.
Rent praktisk betyder det altså, at du skal opgive opstaldningsstedets CHR-nummer hver gang du har dyrlægebesøg. Mange dyrlæger har allerede gjort det nemt for hesteejere ved at udlevere eller tilbyde klistermærker, som man kan hænge op i stalden med stedets CHR-nummer. Derudover kan man eventuelt også skrive det på hestens boks eller staldens opslagstavle for at gøre det nemt ved alle dyrlægebesøg.