Thomas Bach Jensen
I onsdags bragte Landgestüt Warendorf en nyhed om, at de har lejet hingsten Don Deluxe til næste års bedækningsssæson, og at der er udsigt til, at de lejer flere tophingste fra Helgstrand Dressage. Det fik et par tyske nyhedsportaler slået op til et større samarbejde mellem den danske dressurstald/hingstestation og det tyske statsstutteri og kunne i samme nyhed meddele, at Helgstrand Dressage skulle have erhvervet Warendorfs absolutte tophingst, den 4-årige Zoom e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Dorthe M. Jeppesen), samt bundeschampionatsvinderen i kørsel, Flavis.
Ridehesten.com kontaktede Helgstrand Dressage og fik dementeret historien. Landgestüt Warendorf lejer ganske rigtigt et par avlshingste af Helgstrand Dressage, som til gengæld ikke har købt nogle af statsstutteriets hingste. Derimod lyder den sande version på, at Landgestüt Warendorf vil sende den talentfulde hingst Zoom i træning hos Helgstrand Dressage.
De "fake news" har medført, at Landgestüt Warendorf i dag har udsendt en pressemeddelelse, hvori det understreges, at hverken Zoom eller Flavis er solgt og heller ikke er til salg, men at statsstutteriet som en uafhængig institution og for at fortsat at kunne udbyde en bred palette af interessate hingste vil leje udvalgte hingste.