Thilde Alsing
Den omdiskuterede Operation X-dokumentar om Helgstrand Dressage er nu officielt blevet programsat af TV2. Programmet vil blive sendt på TV2 onsdag d. 22. november kl. 20.
De seneste måneder har en retssag mellem Helgstrand Dressage og TV2 verseret i Retten i Aalborg, idet Helgstrand Dressage har haft et ønske om at få nedlagt et forbud mod TV2’s kommende publicering af de skjulte optagelser, som Operation X foretog i begyndelsen af 2023.
Retssagen fulgte efter at Helgstrand Dressage i juni valgte at indlevere en begæring om forbud mod at vise de skjulte optagelser til Retten i Aalborg samt at politianmelde TV2 og de involverede medarbejdere.
Andreas Helgstrand rettede en skarp kritik mod TV2’s journalistiske metodevalg, der blandt andet involverede beskyldninger om krænkelse af privatlivets fred. Dokumentarprogrammet har skaffet skjulte optagelser fra stedet ved at infiltrere en muldvarp hos Helgstrand Dressage.
De skjulte optagelser stammer fra en udsendt journalist fra TV2, der blev ansat som hestepasser hos Helgstrand Dressage i begyndelsen af året og samtidig fungerede som TV2’s muldvarp.
I begyndelsen af september afviste Retten i Aalborg Helgstrands krav, da det blev besluttet ikke at nedlægge forbud mod TV2’s publicering af de skjulte optagelser. Helgstrand Dressage valgte dog at anke byrettens afgørelse til landsretten.
Ankesagen vil blive afgjort på tirsdag.
TV2 har givet udsendelsen titlen: Operation X: Hestemilliardærens hemmeligheder og vil blive sendt på TV2 og TV2 Play onsdag d. 22. november fra kl. 20.00 – 20:50.