Thomas Bach Jensen
Fra på tirsdag bliver der sat professionelt kameraudstyr op i alle ridehaller på de tre lokationer, der hører under Helgstrand Dressage i Danmark. Dermed bliver al ridning og træning fremover optaget i alle døgnets timer.
– I vores fortsatte bestræbelser på at sikre højeste niveau af dyrevelfærd i ridning og træning opsætter vi nu kamera i alle ridehaller,?så vi kan gennemse råbånd, hvis vi bliver gjort opmærksom på dårlig ridning eller uetiske træningsmetoder. Fremover kan Dansk Ride Forbund og de relevante myndigheder foretage stikprøvekontroller når som helst, naturligvis under hensyntagen til gældende lovgivning, forklarer kommerciel direktør, Anders Bjørnstrup.
Helgstrand Dressage har allerede haft kameraopsætning i ridehallen på en enkelt lokation, Helgstrand Academy. Dette var med henblik på sikkerhedsovervågning fremfor gennemsyn af træninger og derfor ikke af tilstrækkelig kvalitet. Nu opsættes der nyt og langt mere professionelt udstyr i alle ridehaller.
– Jeg vil gerne slå fast, at der ikke bliver tale om systematisk gennemsyn af vores træninger, men hvis der opstår behov for gennemgang, kan vi gå tilbage og bidrage med opklaring ved hjælp af lange råbånd. Det ser vi også som en tryghed for vores medarbejdere og ryttere, understreger Anders Bjørnstrup.
Kritiske optagelser
Tiltaget kommer i kølvandet på skjulte kritiske optagelser af for dårlig ridning hos Helgstrand Dressage, der blev optaget i januar 2023. Sidenhen har vi arbejdet intensivt på at indføre en lang række tiltag og forbedringspunkter for vores dyrevelfærd, forretningsførelse og vilkår for vores medarbejdere. Vi har blandt andet indført en whistleblowerordning, ligesom vi har skærpet både retningslinjer for træning og behandling af heste.
– Vi håber, at den nye kameraopsætning kan være med til at betrygge både forbund og myndigheder i, at både ridning og træning forgår på ordentlig vis, fastslår Anders Bjørnstrup.