Korrekt uddannelse er essensen

06-01-2024 12:03

Oven på et kaotisk år for ridesporten har berider Bjarne Nielsen taget en snak med journalist Helle Kristensen om gentænkning af vores fælles fokus i ridesporten

Copyright Ridehesten.com
Bjarne Nielsen. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Berider Bjarne Nielsen og journalist Helle Kristensen har igennem en årrække samarbejdet om at publicere en række artikler på websiden uanvendelig.dk omhandlende vigtigheden af korrekt træning med fokus på at sikre hestenes holdbarhed og velfærd.

Denne artikel handler om, hvordan vi vender en negativ udvikling i sporten til noget positivt. Nogle vil mene, det ikke kan lade sig gøre; at løbet er kørt, og ridesporten er i gang med at afvikle sig selv. Andre har heldigvis troen på, at hvis vi stopper op og tør gentænke det eksisterende setup, så er det faktisk muligt at sikre en ridesport, hvor konkurrence og hestevelfærd kan forenes.

Bjarne Nielsen tilhører sidstnævnte, og derfor er det også oplagt at starte 2024 med nogle yderst relevante betragtninger fra ham. De vil forhåbentlig kunne medvirke til bringe troen og optimismen tilbage i vores sport og potentielt også skabe sammenhold og et fælles ståsted på tværs af interesser og discipliner.

Det allerbedste ved Bjarne Nielsens betragtninger og overvejelser er, at vi egentlig ikke behøver at opfinde den dybe tallerken.

 

Træner frem for hestehandler

Noget af det, som Bjarne Nielsen ser som et af de største problemer i sporten, er, at mange trænere og undervisere lige så stille er gået hen og blevet hestehandlere. Fokus er for mange ikke længere at uddanne dygtige ekvipager. Derimod bygger mange trænere deres forretning på at uddanne heste, som kan sælges for store summer til ind- og udland.

Vi skal som trænere passe på, at vi ikke går hen og bliver hestehandlere. Jeg forstår udmærket, at det kan være fristende at basere sin forretning på at sælge heste, for vi har jo været i en udvikling, hvor uddannede heste har indbragt mange penge, men på den lange bane kan det blive ødelæggende for sporten, for det påvirker talentudviklingen negativt. Vi skal derimod som trænere og undervisere være med til at sikre sportens fremtid ved at dele ud af vores erfaringer og sætte en ære i at uddanne dygtige ryttere, der forstår og mærker deres heste, og som på sigt selv kan blive i stand til at uddanne heste. Sporten må ikke nå dertil, hvor hesten blot bliver et redskab, lyder det fra Bjarne Nielsen, der gerne ser, at flere trænere tør gøre op med en kultur, hvor god uddannelse handler om hurtigst muligt at få hestene ud at præstere på en stævnebane.

Han efterlyser et øget fokus på den individuelle proces, hvor det at uddanne en afbalanceret ridehest igen bliver det primære fokus. Uagtet hvilket niveau hesten trænes på.

Det lyder nemt, men at ændre en kultur er aldrig nemt. Det kræver ikke alene vilje, men også nye tiltag, der kan være med til at ændre vores nuværende adfærd. Den del vender vi tilbage til, men først skal det handle om presridning.

 

Presridning er langsomt blevet normalt

Bjarne Nielsen har ved tidligere lejligheder udtalt, at den værste skæbne for en hest er at være salgshest, for i det øjeblik en hest indkøbes med profit for øje, kompromitteres dens velfærd. Dermed ikke sagt, at heste ikke må sælges med fortjeneste, men at skabe en forretning, der primært er baseret på, at hesten skal præstere på et vist niveau for, at der kan tjenes flest muligt penge, er en farlig vej at gå.

Vi som beridere bærer selv en stor del af ansvaret for, at sporten har udviklet sig i en uheldig retning. Det kan ikke undgås, at når man indkøber heste med det formål, at man skal tjene penge på dem, så lægges der et øget pres ind i træningen. Og hesten bliver taberen i det setup, og det er ofte her, vi ser heste, der går under pres og udviser konfliktadfærd, konstaterer Bjarne Nielsen.

I bund og grund har langt størstedelen af trænere og beridere de rigtige værdier. Og flertallet af trænerne ønsker at træne hestene på en måde, hvor hesten hverken fysisk eller psykisk lider overlast. Men alligevel kan det ikke undgås at presset indimellem sniger sig ind i træningen. Og gennem de seneste år har vi set en udvikling, hvor det pressede og forcerede har fået lov at fylde alt for meget.

Hvordan kom det egentlig så vidt? Hvordan er vi nået dertil, hvor den etablerede del af sporten i en eller anden grad har accepteret, at ridning med pres er normen?

Hvis jeg i bagklogskabens lys skal kigge på den udvikling der er sket gennem de seneste år, og den situation vi står i nu, så er vi på en eller anden måde blevet trukket med ind i det med halvåbne øjne. Det er som en seneskade, der kommer snigende; man opdager det først, når det er for sent. Presridningen er på en eller anden måde blevet normaliseret. Det gør bestemt ikke noget, at vi ser heste med en helt fantastisk bevægelse, men letheden og elegancen er først og fremmest nødt til at være der. Desværre er vi gennem de seneste år gået lidt på kompromis med letheden og ynden i vores ridning. Vi ser det både i de store Grand Prix-klasser på internationalt plan, men vi ser det også længere nede i systemet hos heste, der ikke er så langt i deres uddannelse. Vi har langsomt fået skubbet vores grænser for, hvad vi forventer af hestene, og i takt med det er vi kommet længere og længere væk fra de gode retningslinjer for uddannelse af heste, som jo ellers er rigtigt fint beskrevet mange steder. Vi er simpelthen nødt til at finde tilbage til den gamle skoleridning, konkluderer Bjarne Nielsen.

Man kan sige, at sporten er blevet fartblind i jagten på resultater. Bjarne Nielsen efterlyser derfor et skift i sporten, hvor ordentlighed og faglighed får lov at vægte tungere end resultater og økonomi. Det kræver ikke bare en holdningsændring hos rytterne, men også en holdningsændring internt blandt trænere og beridere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

For at man kan holde hjulene kørende og sikre fagligheden i sporten, så er vi nødt til at forlange, at man som træner eller berider også har lyst til undervisningsdelen; at man ønsker at give sin viden og faglighed videre. Vi bliver nødt til at insistere på, at heste skal trænes på en måde og i et tempo, hvor de fysisk og psykisk kan følge med. Vi skal turde vægte letheden på alle niveauer. Så kan det godt være at nogle heste eller ryttere, ikke lærer tingene så hurtigt som andre, men det er fordi, at både heste og mennesker skal trænes individuelt. Hvis vi formår at møde hver enkelt rytter og hver enkelt hest på netop deres niveau og giver dem en positiv oplevelse, hver gang de kommer til undervisning, så tror jeg også på, at vi kan nå derhen, hvor rytterne ser undervisningen som ugens højdepunkt og noget, man glæder sig til. Jeg tror desværre mange ryttere i dag sparer på undervisningen og i stedet bruger pengene på et nyt underlag eller et ekstra stævne. Engang var undervisningen og uddannelsen det primære fokus. Der skal vi gerne finde hen igen, lyder det fra Bjarne Nielsen.

Copyright Ridehesten.com
Bjarne Nielsen. Foto: Ridehesten.com/Maria Johansen

Trænerlicens skal sikre ordentlighed

I teorien lyder alt dette jo ganske simpelt. Vi ryttere skal bare lære at elske undervisningen frem for stævnerne. Denne fokusændring kommer dog ikke af sig selv, og det kræver konkrete tiltag at ændre en etableret vane i sporten.

Derfor er det måske også på tide, at man endnu engang kigger nærmere på det forslag, som Dansk Ride-Instruktør Forening (DRIF) præsenterede i 2018: trænerlicensen. Særligt fordi det dyreetiske råd også sætter spørgsmålstegn ved, om vi har sikret den nødvendige faglighed i sporten.

I al sin enkelhed går forslaget ud på, at en rytter, der ønsker at starte stævne, skal have tilknyttet en træner. Denne træner er ansvarlig for, at ekvipagen er klar til at starte på det niveau, som ekvipagen melder til start i.

Som berider eller træner er man nødt til at tage ansvar for de ryttere, man sender afsted til stævne således, at hvis noget går helt galt under et stævne, eller den samme ekvipage gentagne gange havner i problemer, er der et system, som kan tage kontakt til den ansvarlige træner, så man har mulighed for at få rettet op på de problemer, der måtte være. Dermed ikke sagt, at man ikke kan have en dårlig tur, men hvis man har en rytter, der ikke ønsker eller vil følge trænerens vejledning, så kan man som underviser sige, at man ikke ønsker at tage ansvar for den ekvipage. Rytteren kan så forsøge at finde en anden træner, men det vil i sidste ende betyde, at dårlig ridning og dårlig horsemanship får konsekvenser, forklarer Bjarne Nielsen.

Trænerlicensen skal altså ikke forstås således, at der ikke er plads til fejl. At en hest får fire urene changementer i en MB eller mange nedrivninger i en runde, er ikke ensbetydende med, at en ekvipage ikke er klar til start. Licensen skal derimod sikre et setup, hvor det bliver muligt at handle, hvis en rytter udviser dårlig horsemanship ved stævner. Der skal være plads til fejl, men uetisk opførsel over for hesten skal have konsekvenser.

Ligeledes kan en træner også stilles til ansvar, hvis flere af dennes ryttere eksempelvis bliver taget med mundsår i en udstyrskontrol og i yderste konsekvens kan gentagne sager betyde, at en træner mister sin licens.

Trænerlicensen har altså en dobbeltvirkende effekt. Den vil på den ene side kunne betyde, at ryttere bliver nødt til at lytte og efterleve trænerens instrukser, men den vil også betyde, at træneren selv har noget på spil.

 

Vi skal tættere på hinanden

I bund og grund lyder alt dette ganske simpelt. Der er blot en udfordring, og det er, at faglighed ikke altid er tilgængelig for dem, der starter op i ridesporten.

En anden udfordring for ridesporten er nemlig, at der er blevet meget længere mellem toppen af sporten og den almene rytter. Det skyldes i høj grad en udvikling, hvor beriderne er søgt væk fra klubberne og har etableret sig på private ridecentre, og som resultat af dette er niveauet i klubberne langsomt dalet.

Mange påstår, at denne udvikling skyldes, at de uddannede trænere og professionelle ryttere ikke ønsker at være i klubberne, men ifølge Bjarne Nielsen er der en anden problemstilling. Nemlig at mange klubber ikke formår at sikre ordentlige løn og arbejdsforhold for de uddannede trænere.

De sidste 20-30 år er beriderne trukket væk fra rideskolerne, fordi der kom så mange andre tilbud for indtjening, som har været mere attraktive. Det er en udfordring, og jeg må absolut påpege, at opgaven med at undervise er en nødvendighed i vores sport. Det gælder både, når vi taler om ridning og ligeledes det daglige management af hestene, og særligt det korrekte management af hver enkelt hest bliver en reel udfordring, hvis der ikke er fagpersoner i klubberne. Min kongstanke er, at jeg tror beriderne og trænerne gerne vil klubberne, men der skal være mulighed for en fornuftig til god indtjening. Forstået på den måde, at der skal være en rimelig balance mellem, hvad klubben tjener på undervisning, og hvad træneren tjener. Hvis man som underviser formår at trække kunder til klubben og opbygge en god forretning i klubben, så skal man selvfølgelig selv høste frugten af det arbejde. Det er kun rimeligt. Det bliver på sigt en reel udfordring for sporten, hvis fagpersonerne fortsætter med at søge væk fra klubberne, konkluderer Bjarne Nielsen.

Udover at det vil påvirke talentudviklingen negativt, hvis fagligheden forsvinder fra klubberne, så skaber det også større afstand mellem elite og amatører. Det skader sporten på den lange bane, for det er nødvendigt at skabe gennemsigtighed i sporten og sikre den brede forståelse for de udfordringer, man møder, når man arbejder med heste. Professionelle og amatører er afhængige af hinanden.

At skabe et godt samarbejde mellem hest og rytter er essensen af vores sport. Det er det vi skal prioritere – ikke resultater eller økonomisk gevinst. Nogle vil måske hævde, at disse ord er letkøbte i disse tider, men det er faktisk lige netop det, jeg har forsøgt at italesætte gennem de seneste seks år. Jagten på resultater må ikke komme forud for korrekt læring og uddannelse. Når man forsøger at tage en genvej med hestene, kommer man ofte ud på en omvej. Ryttere og trænere har et fælles ansvar for at holde sig på dydens smalle vej, når vi træner vores heste!

/Uanvendelig.dk

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner