Mette Lübker Assouline til Randbøl

13-02-2025 19:01

Astrid Ø. Sørensen

Danske Mette Lübker Assouline, der har været bosat i England gennem flere årtier, er nu vendt tilbage til Danmark og er netop rykket ind på Randbøl Dressage Academy, hvorfra hun vil drive sin forretning – selvstændigt, men i tæt sparring med bl.a. Bjarne Nielsen og Dennis Fisker. – Det er fantastisk at være blevet en del af sammenholdet og kulturen i Randbøl, lyder det fra Mette

Copyright Ridehesten.com
Den danske Grand Prix-rytter i dressur, Mette Lübker Assouline, som har boet en årrække i England, er nu vendt hjem til Danmark. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den danske dressurrytter Mette Lübker Assouline har haft hjemme i Sussex i England siden 1990'erne, hvor hun sammen med sin franske mand Michel Assouline har drevet Assouline Dressage med uddannelse og salg af dressurheste og ikke mindst undervisning. Michel har specialiseret sig i paradressur og har været landstræner for det amerikanske paradressurlandshold. Mette har igennem sine mange år i udlandet holdt kontakten til det danske marked og har igennem årene formidlet salg af mange danske dressurheste. I 2020 var Mette et halvt års tid i Danmark, hvor hun drev sin forretning fra Kleppenhus nær Ebeltoft, men hun vendte siden da tilbage til England.

Nu er Mette igen tilbage i Danmark, og her forventer hun at blive, for hun har savnet sit hjemland. For to uger siden flyttede hun ind på Randbøl Dressage Academy, hvor hun har lejet sig ind i en staldlænge. Boksene er næsten allerede fyldte, så Mette har fået sig en travl og god start.

Jeg er blevet taget så godt imod og føler mig meget velkommen. Jeg kendte jo også flere her på stedet i forvejen, så det gør det selvfølgelig noget nemmere, fortæller Mette.

Copyright Ridehesten.com
Mette har lejet en staldlænge på Korshøjgaard, hvor Randbøl Dressage Academy har hjemme. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Aftalen kom i stand kort tid før jul, da Dennis Fisker og Mette snakkede om løst og fast i telefonen. De to erfarne ryttere og undervisere har kendt hinanden i mange år og halvt i sjov spurgte Dennis, om hvorfor Mette ikke kom til Randbøl. Det blev vedtaget, og dermed har Mette nu taget hul på et nyt kapitel i Danmark. 

Det er trygt at få et menneske ind, som vi kender i forvejen og har en god relation til, fortæller Dennis Fisker om Mettes indflytning på Dressurakademiet. Han siger desuden:

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mette har så meget erfaring og en rygsæk fuld af værktøjer, og det er særdeles værdsat her på stedet. Hun kan i den grad bidrage til den større sammenhæng, hvor vi alle kan lære af hinanden, og hvor vi sparrer sammen hver dag.

Copyright Ridehesten.com
Mette har bl.a. fået Dennis Fisker og Bjarne Nielsen som daglige sparringspartnere. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Netop sammenholdet på stedet har Mette glædet sig til at blive en del af, for som selvstændig erhvervsdrivende i hestebrancen kan man hurtigt blive ensom, hvis man er alene om sin forretning. 

Man kan så hurtigt føle sig alene og miste motivationen, hvis man rider rundt hver dag selv. Det er fantastisk at være blevet en del af sammenholdet her i Randbøl, hvor vi kan nyde godt af hinandens ekspertise, selvom jeg stadig driver min forretnings selvstændigt. Vi er mange generationer samlet under samme tag her i Randbøl med kærligheden til hestene som fællesnævner. Den kollektive stemning danner et godt grundlag for min hverdag, fortæller Mette.

Copyright Ridehesten.com
Mette Lübker Assouline ses her på DV-vallakken Ratino, som er en blandt mange heste, som Mette har uddannet til Grand Prix. Foto: Privat

Svært at drive forretning i England
Mette har haft stor succes med sin forretning i England, hvor hun bl.a. har formidlet heste til mange internationale ryttere. Hun har også selv startet CDI-stævner, har årevis af Grand Prix-erfaring og har været repræsenteret i den danske bruttogruppe af flere omgange, men hun har nu indstillet stævnekarrieren. Tiderne har ændret sig, og særligt efter Brexit har det været sværere at drive forretning i England. Det er endnu en grund til, at tiden nu er kommet til at flytte forretningen til Danmark, fortæller Mette og siger: 

Jeg har købt og solgt mange danske og tyske hest, og det er en essentiel del af min forretning. Efter Brexit er det blevet langt mere besværligt, og afgifterne er blevet højere, og det har gjort det sværere at drive en forretning som rytter i England. Derudover er min datter nu også blevet voksen, og jeg har generelt fået lidt længere tøjler til at gøre, hvad jeg vil, hvorfor flytningen falder på et godt tidspunkt. Man mister nemt kontakten til familie og venner, når man bor udenlands, så det er skønt at være tilbage, slår Mette fast.

Copyright Ridehesten.com
F.v. Pernille Ørum, Dennis Fisker og Mette Lübker Assouline, som nu omgås i hverdagen på Dressurakademiet. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner