– Det er aldrig for sent at følge sin drøm

30-06-2025 15:27

Selvom hun ikke gik den traditionelle vej, er 26-årige Emily Lundgreen nu klar til en fremtid på berideruddannelsen. Med en baggrund som selvstændig rytter og underviser, føler hun sig mere klar end nogensinde til det næste skridt i sin karriere

Copyright Ridehesten.com
26-årige Emily Lundgreen er netop blevet optaget på berideruddannelsen. Senere end gennemsnittet, men som Emily påpeger, er det aldrig for sent at følge sin drøm. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Den 18. juni blev en uforglemmelig dag for Emily Lundgreen. Med sin trofaste makker Do It Together e. Tomahawk/ Dr. Doolittle red hun nemlig optagelsesprøven til berideruddannelsen på Vilhelmsborg, hvor hun bestod. Det var kulminationen på mange års erfaring, hårdt arbejde og en beslutning, som hun først har taget noget senere end de fleste. 

Emily Lundgreen har nemlig ikke taget den traditionelle vej gennem uddannelsessystemet, men nu har den 26-årige rytter valgt at tage det næste skridt i sin karriere, nemlig på berideruddannelsen, hvilket hun glæder sig til at komme i gang med: 

Det føles lidt som om, at jeg har taget vejen baglæns. Men det har ført mig præcis dertil, hvor jeg gerne vil være, fortæller Emily, der har været selvstændig i flere år og nu har besluttet at tage den officielle beriderudannelse med speciale i dressur. 

At det netop var hendes trofaster makker Do It Together, som hun snart har dannet par med i fire år, hun red optagelsesprøven på, gjorde bare det hele til en endnu mere særlig oplevelse:

– Jeg red på min egen hest Do It Together, som vi i daglig tale kalder Do It. Vi har dannet par i snart fire år, så det føltes oplagt at tage ham med, da vi kender hinanden rigtig godt, fortæller Emily. 

Et hesteliv fra barnsben
Emily er vokset op med heste omkring sig fra da hun var helt lille. Hendes mor har en stærk baggrund i både spring, jagt og military, og det faldt derfor helt naturligt, at Emily startede sin egen ridekarriere i springsporten. Det varede dog ikke mange år, før interessen faldt på dressuren: 

Jeg husker tydeligt de smukke dressurheste på rideskolen. Der var noget over udtrykket, præcisionen og samarbejdet mellem rytter og hest, som tiltalte mig virkelig meget. Jeg begyndte at drømme om at skifte disciplin, og efter lidt overtalen fik jeg lov, fortæller Emily med et smil. 

Herefter fik hun mulighed for at låne en dressurpony fra Stutteri Lambertsen i Brovst, og det blev altså begyndelsen på en ny retning, der skulle vise sig at blive hele Emilys fremtid. 

Som teenager og ung var det ikke åbenlyst for Emily, at hun skulle gøre ridning til sin levevej. Hun tog derfor en studentereksamen og havde planer om at læse til lærer, men i hendes sabbatår ændrede alting sig: 

Jeg brugte året på at arbejde med heste og fik hurtigt tilbudt flere heste i ridning. Jeg nød at undervise, træne og være i stalden fra morgen til aften. Før jeg vidste af det, havde jeg oprettet mit eget CVR-nummer og kastet mig ud i tilværelsen som selvstændig, forklarer Emily. 

Samtidig voksede følelsen af at have sprunget nogle skridt over - som om hun havde bygget sit fundament, inden hun havde taget den officielle uddannelse. Den erkendelse blev med tiden et skub i retning af at søge ind på berideruddannelsen: 

Jeg har i lang tid følt, at jeg tog vejen baglæns. Men i dag ser jeg det som en styrke. Det har givet mig erfaring og indsigt, som jeg ikke ville være foruden, fortæller hun. 

Copyright Ridehesten.com
Emily blev hurtigt grebet af dressuren, og siden har ambitionerne og drømmene taget fart. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

En moden beslutning
At begynde på berideruddannelsen som 26-årig er senere end gennemsnittet, men det gør ikke noget for Emily. Hun ser det nemlig bare som en klar fordel: 

Jeg ved, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Jeg har stået på egne ben, oplevet både succes og modgang, og det har givet mig en indre ro og styrke, som jeg tager med mig ind i uddannelsen, fortæller hun. 

Emily er nemlig fuldt ud opmærksom på, hvordan ridesporten er i forandring. Der er kommet meget mere fokus på kvaliteten af undervisning, hestevelfærd og nye krav til dokumentation og certificering. Noget Emily er helt klar over og ynder at leve op til:

Det er vigtigt for mig at være fagligt opdateret. Jeg vil gerne være med i den bevægelse, hvor vi løfter sporten, både for hestene og rytterne. Berideruddannelsen er ikke kun en investering i min egen udvikling, men også i det bidrag, jeg ønsker at give til sporten, fortæller hun. 

En solid baggrund fra Randbøl
Inden Emily besluttede sig for at gå til optagelsesprøve på berideruddannelsen, har hun brugt det seneste år hos Randbøl Dressage Academy. Her har Emily fået erfaring, som hun beskriver som afgørende for hendes udvikling:

– Jeg har lært utrolig meget, både fagligt og menneskeligt. Jeg har fået mulighed for at arbejde med dygtige heste, fået supervision og lært, hvordan man skaber struktur og kvalitet i den daglige træning og undervisning. Jeg føler mig virkelig godt rustet til det næste skridt, fortæller Emily. 

Nu træder hun ind i en fremtid med berideruddannelsen i sigte, som hun ser frem mod med både spænding og taknemmelighed. Hun håber, at hendes historie kan inspirere andre, der måske ikke har fulgt den lige vej. 

Det er aldrig for sent at følge sin drøm. Vi har alle forskellige veje, og min har måske været lidt længere, men den har lært mig meget. Jeg glæder mig til at udvikle mig yderligere og være med til at løfte dansk dressur i fremtiden, afslutter Emily. 

Copyright Ridehesten.com
Emily Lundgreen og Mette Assuline, som har trænet og forbedret hende til optagelsesprøven i samarbejde med Dennis Fisker. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner