Dufour har købt føl med hjertet

29-06-2025 16:44

Cathrine Laudrup-Dufour har købt et helt særligt føl, der på både mor- og farside er beslægtet med hendes hjertehest Atterupgaards Cassidy

Copyright Ridehesten.com
Louise Zinglersen og Cathrine Laudrup-Doufour med føllet Atterupgaards Bellini. Bagest Selina Solberg Vittinghus, der er rytter på begge føllets forældre. Foto Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hingsteføllet Atterupgaards Bellini er noget helt særligt – ikke kun i kraft af sin fremtoning, men også af sin afstamning. Han er nemlig dobbeltbeslægtet med OL-hesten Atterupgaards Cassidy, hvis helsøster Atterupgaards Dicte er mor til føllets far Atterupgaards Bernachi og oldemor til føllets mor Atterupgaards Daimi.

Vi var ikke på udkig efter et føl, men nogle gange træffer hjertet en beslutning for en. Fra første øjeblik jeg så ham, følte jeg noget, jeg ikke helt kan sætte ord på. Han minder mig så meget om Cassidy, fortæller Cathrine Laudrup-Dufour på Instagram.

Guldmedaljehoppen og vinderen af DV’s unghestechampionat, Atterupgaards Daimi, er i lighed med avlshingsten far Atterupgaards Bernachi blandt de 5-årige dressurheste, der stiller til den endelige udtagelse til det danske hold til UVM i dressur i kommende uge. Netop ved UVM trådte også Atterupgaards Cassidy sin ungdoms sko.

Det føles helt ærligt som om, at ringen er fuldendt. Som et nyt kapitel i den fortælling, der betyder alt for mig. Tak til familien Zinglersen for ikke at tvivle og til Atterupgaard for at betro os denne særlige dreng, skriver Cathrine.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Fantastisk at sælge til verdens nr. 1

Ganske vist købte Cathrine Laudrup-Dufour  ikke Atterupgaards Cassidy direkte hos opdrætteren, men hun har i en årrække redet for stutteriet. I 2013 vandt hun danmarksmesterskabet for ungryttere på stutteriets hoppe Atterupgaards Orthilia.

– Det er altid sjovt at sælge til tidligere købere. Det vidner jo om, at hestene kan bruges og lever op til det, køber forventer. At Cathrine kan lide dem er en cadeau til os og stutteriet, og så er det da fantastisk at sælge til verden nr. 1, siger Kristine Munch Sinding.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner