Grundstenen til europæisk rideforbund lagt

09-09-2009 08:40

Grethe Næsby

European Equestrian Forum er en realitet. Tirsdag d. 8. september besluttede 40 europæiske lande at fusionere i et fælles forum, der skal arbejde for større europæisk indflydelse på den globale ridesport, skriver Dansk Ride Forbund i dag i en pressemeddelelse
Copyright Ridehesten.com
Et europæisk rideforbund er måske en realitet inden for få år. (Foto: Ridehesten.com).

Beslutningen blev taget på et møde i Antwerpen i Belgien mellem FEI’s to europæiske grupper. Dansk Ride Forbunds formand kalder fusionen historisk. De europæiske ridesportsnationer gør nu fælles front for større europæisk indflydelse på ridesporten. Det er Det Internationale Ride Forbunds (FEI) to europæiske grupper (gruppe 1 og 2), der tilsammen udgøres af 40 lande, der har enstemmigt har valgt at fusionere til European Equestrian Forum (EEF). Beslutningen blev taget på et møde i Antwerpen i Belgien den 8. september mellem de to grupper. Dansk Ride Forbunds formand, Ulf Helgstrand, repræsenterede Danmark på mødet og har siddet i arbejdsgruppen bag ideen. Formanden har længe været fortaler for større europæisk indflydelse i FEI. ”Det er et historisk samarbejde og grundstenen til et samlet europæisk rideforbund, der er blevet grundlagt i Antwerpen. EEF skal bane vejen for større europæisk indflydelse i FEI, for selvom de europæiske lande står for 80 % af verdens ridesport, har vi på nuværende tidspunkt kun en tredjedel indflydelse på sporten. Det skal EEF arbejde på at ændre”, siger Ulf Helgstrand. EEF består af de 40 europæiske lande, der i FEI udgør gruppe 1 (26 sydeuropæiske lande) og 2 (14 nordeuropæiske lande). Fremover vil de to grupper holde fælles møder, lægge fælles strategier og arbejde i fælles arbejdsgrupper. I FEI-regi vil gruppe 1 og 2 dog foreløbig bestå i deres nuværende form, hvor begge gruppeformænd sidder i FEI’s bestyrelse. Denne indflydelse kan dog blive ændret efter FEI’s generalforsamling i København til november, hvor en ny FEI-struktur med 7 bestyrelsesmedlemmer skal behandles. I dag er der 20 medlemmer i FEI’s bestyrelse.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner