Thomas Bach Jensen
Efter mere end et årti hos Blue Hors forlader Martin Riisbjerg Klavsen sin stilling som 'breeding manager', informerer Blue Hors og skriver:
– Martin har været en drivkraft i udviklingen af vores hingstekollektion og har spillet en central rolle i at finde og anskaffe Blue Hors-heste som Baron, Viva Vegas, Monte Carlo og Feinstar. Gennem sin tid hos Blue Hors er Martin blevet et velkendt ansigt i avlsverdenen, hvor han har repræsenteret os ved kåringer, har rådgivet avlere og hjulpet med at udvikle fundamentet for vores hingstestation. Vi skilles på bedste vis og med stor taknemmelighed. Vores veje vil helt sikkert krydses, og vi vil fortsat drage fordel af Martins værdifulde viden og erfaring, når det er nødvendigt. Tak for alt, Martin.
Det skal Martin nu
Martin Riisbjerg Klavsen har arbejdet i hestebranchen, siden han var 16 år og startede sit første job hos Margit Ørum på Klosterheden. Det drejede sig fra starten meget om ridning med også håndtering af ungheste, og efter et par år på Klosterheden, arbejdede Martin tre år på hingstestationen Katrinelund.
Herefter fik han job hos Blue Hors i Randbøl, hvor han arbejdede med unghingste, men han følte ikke, at hans egen ridekarriere var helt ovre, så han fik job i Tyskland hos toptræner Holga Finken og fulgte med ham til Gestüt Bonhomme, da han overtog dressurtræningen på den store hingstestation ved Berlin. Det er nu 11 år siden, at han kom hjem fra Tyskland og fik job hos Blue Hors, hvor han sammenlagt har arbejdet i 12 år.
– Jeg har været utrolig glad for at arbejde på Blue Hors og ikke mindst for familien Kirk Kristiansen. Det har været en fantastisk rejse for mig, og skulle jeg etablere mig som selvstændig, så skal det være nu, slår Martin fast.
Han har de senere år tilbragt meget tid på at rejse rundt til arrangementer, hvor han har siddet på lægterne og spejdet efter talentfulde ungheste. Det har givet et solidt netværk af kontakter i hesteverdenen, men han har også savnet at have hestene i hænder.
– Jeg brænder for at have et samarbejde med avlerne og vil gerne tilbyde min hjælp til at få selekteret hestene, så de bruger deres ressourcer på de rigtige og får solgt de heste, der ikke kan bære en investering i træning. Jeg har en stor kontaktflade til udenlandske kunder, hingsteholdere og forbund, så min forretning vil have fokus på både ind- og udland., fortæller han.
Martin stifter egen virksomhed sammen med sin partner, Julie Kruse Hansen, hvor de tager heste i træning og salg. Martin har i kraft af mange års erfaring på hingstestationer en særlig interesse i at arbejde med hingsteemner, og han starter allerede i næste uge op med et hold unghingste, der skal forberedes til efterårets forbesigtigelser i Tyskland. Udover arbejdet med hingste til forbesigtigelse og kåring er planen at tage heste i tilridning og arbejde med hopper til 2-års skue mv.
– Tanken er at være til for avlerne, at bidrage med at optimere avlen i Danmark og bistå avlerne med at få afsat deres heste til de rigtige købere, slutter Martin.
Julie og Martin håber, at de snart vil kunne løfte sløret for deres fremtidige domicil.