Britt Carlsen
Solen strålede over slotsparken på Broholm og gnistrede i pelsen på DM klassens 18 ekvipager. Det var et imponerende felt, og spændingen i toppen af klassen er i høj grad bevaret forud for de kommende to dages konkurrencer. Andreas Helgstrand og Blue Hors Don Schufro viste klasse, med et især meget flot galopprogram. - Det er en super heste, jeg er meget tilfreds, sagde Andreas umiddelbart efter sejren var en kendsgerning. - Det var min plan at ride fejlfrit uden at ride over grænsen, og det lykkedes. Don Schufro betyder en del for mig, han er en rigtig guttermand. Andreas er i fuld gang med at ride karrierens 6. DM, men han erkender, at han stadig er lidt nervøs og påvirket af mesterskabsstemningen. - Jeg føler det er vigtigt for mig at ride godt på hjemmebane, at vise publikum et godt program, fortalte han også. Ved dette DM er hans landsholdskolleger også hans konkurrenter til DM-titlen, men han glædede sig over, at både Nathalie, Anne og Anders – der alle er på OL-bruttoholdet – nåede op over 70% i dag. - Sidste år kunne jeg vinde den første dag med 70% - det var ikke nok i år, det siger også noget om styrken ved mesterskabet, slutter Andreas Helgstrand. Nathalie zu Sayn Wittgenstein og Digby kom ind på andenpladsen efter et flot, fejlfrit program med 72,9% Andreas Helgstrand fulgte efter på Gredstedgårds Casmir med 71,9% (- Jeg er godt tilfreds med Casmir, han udvikler sig rigtig godt, sagde Andreas og sin DM-vinder fra 2007). Anne van Olst og Equis Clearwater fulgte efter med 70,5% og sidst placeret i DM-klassens første afdeling blev prinsesse Nathalie med Rigoletto. Landstræner Rudolf Zeilinger udstrålede stor tilfredshed med dagens konkurrencer. Han var imponeret af kvaliteten af de ridt der blev vist af rytterne i OL-bruttotruppen. - Rytterne har vist at de har nået et højt, stabilt niveau, vurderede han. Han udtrykte også tilfredshed med, at flere ungseniorer, i deres første år i seniorrækken deltog i mesterskabet. Det er vigtigt, understregede han, at de får noget erfaring i Grand Prix, og det var dejligt at se rytterne starte de heste, som har båret dem gennem junior- og ungrytter rækkerne. Kaster man blikket længere ned i rækkerne, på rytterne der ikke i år er at finde i OL-bruttotruppen, så blev der vist flere gode ridt, og kun to ryttere af de 18 deltagere nåede ikke op over 60%